21-årig fængslet efter vold på Palæcafeen

KRIMI | Fredag 27. december 2024 • 13:16
Henrik Nielsen
Journalist
KRIMI | Fredag 27. december 2024 • 13:16

Tidligere straffet mand blev varetægtsfængslet efter håndgemæng på Palæcafeen i Rønne.

Julefreden blev afbrudt, da der natten mellem juledag og 2. juledag opstod tumult på Palæcafeen. Hvad det præcis foregik og hvorfor, er de involverede parter uenige om, men fredag blev en 21-årig mand med bopæl på Sjælland varetægtsfængslet i to uger. Det skete i henhold til straffelovens bestemmelser om vold.

Den 21-årige opholdt sig på Palæcafeen, da han mellem klokken 03 og 04 kom i håndgemæng med en gruppe andre mænd. Ifølge den 21-årige optrådte de andre mænd truende, efter at han tidligere på natten havde talt med en af dem, som han kender lidt. Den udlægning har to af de andre mænd afvist i afhøringer, som politiet har foretaget.

På et tidspunkt fik den 21-årige smidt en drink i ansigtet. I retten fortalte han, at han havde mistet balancen og havde slået ud i ren refleks. Målet var ikke at ramme nogen bestemt, men at beskytte sig selv, forklarede han. At slaget ramte noget eller nogen, kunne han mærke, men han vidste ikke hvad eller hvem.

Ifølge politiet og Anklagemyndigheden var det en 31-årig mand fra Rønne, som blev ramt i venstre side af ansigtet. Politiet har afhørt den 31-rige mand, som også har været en tur forbi Akutmodtagelsen for at blive tilset.

Anklageren viste en optagelse fra Palæcafeens videoovervågning, som ikke stemte helt overens med den 21-åriges forklaring. For eksempel gik der længere tid, fra drinken blev kastet, til at han slog ud, og der var dele af hændelsesforløbet, han slet ikke kunne huske. Anklageren havde tidligere spurgt, hvor beruset han havde været på en skala fra et til ti, og svaret var fem-seks, altså middelberuset.

Tidligere straffet

Da udspørgning, afspilning af videoovervågningen og dokumentation af andre vidneafhøringer var gennemført, anmodede anklagemyndigheden ved anklagerfuldmægtig Maria Brandt Nielsen om varetægtsfængsling i fire uger. Det skete blandt andet med henvisning til, at den 21-årige har en række tidligere domme.

I både 2020 og 2022 blev han dømt for vold, og i 2023 blev han dømt for deltagelse i et røveri og våbenbesiddelse. I den seneste sag fik han en straf på tre års fængsel, og han blev prøveløsladt i oktober med en prøvetid på to år og en retsstraf på godt et år. I lyset af de tidligere domme argumenterede Maria Brandt Nielsen for, at der var risiko for, at den 21-årige ville begå yderligere kriminalitet, hvis han ikke blev varetægtsfængslet.

Forsvarer Pernille Munch argumenterede til gengæld for, at den 21-årige mand skulle løslades, da han havde handlet i nødværge. Hun henviste blandt andet til, at det at kaste en drink i ansigtet på en anden er at sidestille med vold, og at den 21-årige havde forklaret, at han følte sig truet.

Dommer Andreas Bøgsted-Møller valgte at varetægtsfængsle den 21-årige i to uger frem til den 10. januar. Det burde give politiet nok tid til at efterforske sagen, mente han. Efter at have talt med sin forsvarer modtog den 21-årige kendelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT