S sår tvivl om dobbeltrolle – Riis kender fortilfælde

S sår tvivl om dobbeltrolle – Riis kender fortilfælde
Morten Riis og Helle Munk Ravnborg (th.) fejrede tirsdag Enhedslistens supervalg, inden de indledte forhandlingerne, der indbragte dem begge flere vigtige poster. Foto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 18. NOV 2021 • 18:45
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
18. NOV 2021 • 18:45

Claus Larsen-Jensen (S) er betænkelig over, om den kommende formand for Beof samtidig kan være formand for et nyt natur-, miljø- og planudvalg. Morten Riis tvivler på, at der er et problem, og har bedt kommunaldirektøren om juridisk assistance.

Bornholms Energi og Forsyning (Beof) skal have ny formand, og på valgnatten besluttede partierne, der udgør kommunens fremtidige flertal, at Enhedslistens Helle Munk Ravnborg skal overtage posten. Samtidig er planen, at hun skal være formand for et nyt natur-, miljø- og planudvalg.

At samme kvinde skal udfylde begge poster, springer i øjnene på Claus Larsen-Jensen (S), og til TV2 Bornholm har han problematiseret dobbeltrollen, da udvalget ifølge ham er tilsynsførende.

Hvor sikker er du på, at du har ret?

– Jeg er ikke sikker på noget som helst. Umiddelbart ser det ud som et interessesammenfald, siger den nyvalgte socialdemokrat til Tidende.

Jeg er ikke jurist. Jeg synes bare, det er vigtigt at holde stien ren. Det er min erfaring, at der med det interessesammenfald kan opstå nogle klemmer, som man ikke kender endnu

Claus Larsen-Jensen (S)

– Jeg er ikke jurist. Jeg synes bare, det er vigtigt at holde stien ren. Det er min erfaring, at der med det interessesammenfald kan opstå nogle klemmer, som man ikke kender endnu, siger Claus Larsen-Jensen og understreger, at hans opråb ikke skal opfattes som et personangreb på nyvalgte Helle Munk Ravnborg.

Fortilfælde i Aalborg

Enhedslistens Morten Riis tror ikke, at noget vil hindre hende i at være formand for både det kommunale udvalg og forsyningsselskabet.

Han forklarer, at det i Aalborg har været muligt for samme politiker at dække to lignende formandsposter. Her har Lasse Olsen fra Enhedslisten både stået i spidsen for miljø- og energiudvalget og Aalborg Forsyning.

– Leif Olsen (SF) har også tidligere både været formand for teknik- og miljøudvalget og Østkraft, siger Morten Riis.

Han har bedt kommunaldirektøren om at få foretaget en juridisk vurdering af spørgsmålet, og det kvitterer Claus Larsen-Jensen for.

– Det, synes jeg, er fint, siger socialdemokraten, der dog mener, at den potentielle dobbeltrolle ikke kun drejer sig om jura, men også om etik.

– Man er jo sindssygt sårbar i den situation. Det kan være vanskeligt at agere i.

Bornholms Energi og Forsyning ejes af Bornholms Regionskommune. Seks ud af bestyrelsesmedlemmerne er politisk udpegede. I den nuværende periode har socialdemokraten Lars Goldschmidt været udpeget.

– Lars havde stor erfaring fra energibranchen, og han var heller ikke kommunalbestyrelsesmedlem. Det er jo en forskel, synes jeg, siger Claus Larsen-Jensen.