Juridisk vurdering af dobbeltrolle klar: Ikke ulovlig, men kan være uhensigtsmæssig

Juridisk vurdering af dobbeltrolle klar: Ikke ulovlig, men kan være uhensigtsmæssig
Morten Riis og Helle Munk Ravnborg på Hotel GSH på valgaftenen i tirsdag. Foto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 20. NOV 2021 • 15:00
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
20. NOV 2021 • 15:00

I denne version af artiklen er der tilføjet en kommentar fra Morten Riis. 

Helle Munk Ravnborg fra Enhedslisten kan godt både være formand for Beof og for natur-, miljø- og planudvalget.

Er det i orden, at Helle Munk Ravnborg som medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten både skal være formand for Beof og for natur-, miljø- og planudvalget?

Claus Larsen-Jensen (S) har udvist betænkelighed over for den konstruktion, fordi han mener, der kan være et interessesammenfald, mens den nuværende udvalgsformand, Leif Olsen, siger, at hun skal være skarp på at adskille rollerne, men ikke mener, at der er et habilitetsproblem.

Enhedslistens Morten Riis tror ikke, at noget vil hindre partikollegaen i at være formand for både det kommunale udvalg og forsyningsselskabet, og han har forklarer, at det i Aalborg har været muligt for samme politiker at dække to lignende formandsposter.

Ikke desto mindre har Morten Riis bedt kommunaldirektøren om at få foretaget en juridisk vurdering af spørgsmålet, og den ligger nu klar, idet konklusionen lyder:

"En dobbeltudpegning er ikke ulovlig, men kan vise sig at være uhensigtsmæssig".

Hele den juridiske vurdering følger herunder, og i en kommentar siger Morten Riis til Tidende:

– Det er jo op til kommunalbestyrelsen at beslutte, om Helle Munk Ravnborg skal have de to poster, men jeg mener ikke selv, at vurderingen giver anledning til at mene, at det er en dårlig idé. Antallet  af sager, hvor der kan være problemer, er marginal, så jeg mener, det er en hypotetisk problemstilling. 

 

Vurderingen

"Juridisk Service er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt Helle Munk Ravnborg både kan udpeges som formand for Natur-, Miljø- og Planudvalget og formand for Bornholms Energi og Forsyning Holding A/S ud fra betragtninger om generel inhabilitet.

Retsgrundlag

Kommunestyrelseslovens § 29 indeholder regler om generel inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer, som samtidig er ansat i kommunen. Bestemmelsen er ikke rettet mod forholdet, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem samtidig bestrider andre hverv.

Kommunestyrelseslovens § 14 indeholder regler om inhabilitet på enkeltsagsniveau (speciel inhabilitet).

Herudover hviler vurderingen på uskrevne retsgrundsætninger. Det følger heraf, at man kan være generelt inhabil til at sidde i et udvalg, hvis man jævnligt må forventes at være inhabil i de konkrete sager, der behandles for udvalget.

Vurdering

Henset til de opgaver, der forventes henlagt til Natur-, Miljø- og Planudvalget, vil der kun være tale om et fåtal af sager, hvor Helle Munk Ravnborg potentielt kan blive erklæret inhabil som følge af sin samtidige formandspost hos Bornholms Energi og Forsyning Holding A/S. Det er således ikke Juridisk Services vurdering, at Helle Munk Ravnborg eller andre er generelt inhabile til at bestride formandshvervet for både udvalget og aktieselskabet.

Kommunalbestyrelsens medlemmer skal altid være opmærksomme på inhabilitet i konkrete sager som følge af deres udpegning som bestyrelsesmedlem eller formand for et kommunalt aktieselskab eller lignende, idet det bemærkes, at formanden for en bestyrelse ofte må anses for inhabil ved et udvalgs eller kommunalbestyrelsens behandling af en sag, hvor selskabet har en særlig interesse.

Der indkaldes ikke stedfortrædere til udvalgsmøder, når et medlem er inhabilt. Man skal derfor være opmærksom på, at med en 3-2 fordeling, hvor et medlem af udvalget er inhabilt i en bestemt type sager, kan det betyde, at det kan blive vanskeligt at få godkendt indstillinger eller beslutninger, som mindretallet er imod. Det kan derfor være upraktisk at udpege den samme person til både en formandspost og evt. også menig bestyrelsespost i et selskab, og som medlem af det pågældende udvalg, der oftest behandler sager vedrørende selskabet.

Konklusion

En dobbeltudpegning er ikke ulovlig, men kan vise sig at være uhensigtsmæssig".