Verdens ældste person er død i en alder af 116 år

4. JAN 2025 • 11:44UDLAND

Japanske Tomiko Itooka blev udnævnt som verdens ældste person i september. Hun nåede at blive 116 år.

Verdens ældste person - den japanske kvinde Tomiko Itooka - er død. Hun blev 116 år.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og dpa.

Hun døde 29. december på et plejehjem i byen Ashiya, hvor hun havde boet siden 2019, meddelte borgmesteren i Ashiya lørdag.

- Tomiko Itooka gav os mod og håb gennem hendes lange liv. Vi takker hende for det, sagde borgmesteren i en erklæring.

Itooka blev udnævnt som verdens ældste person i september, da Maria Braynas døde i en alder af 117 år.

Da Itooka modtog udnævnelsen, sagde hun "tak".

Hun blev født 23. maj 1908 i byen Osaka - fire måneder før den første Ford T-model blev lanceret. Og to måneder før det fjerde Olympiske Lege blev afholdt.

Itooka nåede samtidig at gennemleve både Første- og Anden Verdenskrig.

Hun var den ældste af tre søskende, og i sine unge dage spillede hun volleyball.

Itooka havde ifølge mediet Euronews en aktiv livsstil - også da hun blev ældre.

Da hun var i 70'erne besteg hun bjerget Otake på 3067 meter to gange. Hun overraskede guiden ved at bestige bjerget i kondisko frem for vandresko.

I sine 80'ere deltog hun i en pilgrimsrejse, hvor hun besøgte 33 templer. Og da hun var 100 år gik hun op ad den lange stentrappe til Japans Ashiya helligdom uden at bruge en stok.

Inden sin død nød hun at spise bananer og at drikke en populær japansk mælkeagtig sodavand, skriver AFP.

Siden december 2023 var hun også den ældste person i Japan.

Japan er et af de lande i verden, der har den højeste levealder. Gennemsnitslevealderen er 85 år.

I september var der rekordmange japanere, der var 100 år eller ældre. Her var flere end 95.100 mennesker 100 år eller ældre.

Den ældste person nogensinde var franske Jeanne Calment. Hun blev 122 år og døde i 1997.

Itooka efterlod sig fire børn og fem børnebørn.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT