Medie: Italien forhandler med SpaceX om krypteret kommunikation
Endnu ikke godkendt aftale handler blandt andet om krypterede telefon- og internettjenester til regering.
Italien er i fremskredne forhandlinger med Elon Musks SpaceX om, at rumfartsvirksomheden skal levere sikker telekommunikation til regeringen.Det siger flere anonyme kilder til nyhedsbureauet Bloomberg.
Den aftale, der forhandles om, skal have en værdi svarende til knap 11 milliarder kroner.
Forhandlinger er fortsat i gang, og der er ikke blevet givet håndslag på en endelig aftale. Men projektet er blevet godkendt af italienske efterretningstjenester og forsvarsministeriet. Det skriver Bloomberg.
Forhandlingerne handler blandt om, at SpaceX skal levere krypterede telefon- og internettjenester, som den italienske regering kan benytte. Der forhandles om en fem år lang kontrakt.
Den italienske premierminister, Giorgia Meloni, var i weekenden på et uventet besøg hos USA's kommende præsident, Donald Trump.
Her kunne de to ses stå side om side på Trumps luksusresort Mar-a-Largo i Florida.
Forhandlingerne om aftalen havde indtil for nylig stået i stampe, men der lader igen til at være fremdrift efter besøget, skriver Bloomberg.
Musk, der står øverst på Forbes' liste over verdens rigeste personer, er særdeles tæt på Trump-administrationen og er blevet sat i spidsen for en afdeling, der under den kommende præsident skal nedbringe det offentlige USA's udgifter.
Den mulige aftale mellem Italien og SpaceX omhandler også kommunikation til den italienske hær i middelhavsområdet.
Derudover ventes den at skulle omhandle satellittjenester i Italien til brug under nødsituationer som terrorangreb eller naturkatastrofer.
SpaceX ejer selskabet Starlink, der på baggrund af tusindvis af satellitter leverer internet - blandt andet til det ukrainske militær.
/ritzau/Reuters