Naomi Osaka nedtoner skade før Australian Open
Den tidligere verdensetter Naomi Osaka regner med at blive klar til Australian Open efter en skade.
Naomi Osaka har tiltro til, at hun nok skal blive klar til grand slam-turneringen Australian Open.I søndagens finale i WTA-turneringen i Auckland trak Osaka sig efter at have vundet første sæt 6-4 over Clara Tauson. Dermed stod danskeren pludselig som vinder af kampen og hele turneringen.
Osaka var ramt af en skade i maveregionen, og japaneren kunne ikke fortsætte kampen.
27-årige Osaka skal undersøges nærmere, inden den tidligere verdensetter ved mere, men hun er fortrøstningsfuld.
- Jeg skal have en scanning for at undersøge det nærmere. Jeg føler ikke, at det er så alvorligt, og jeg føler mig stadig optimistisk omkring Australian Open, siger Osaka ifølge Reuters.
Det var den første WTA-finale, Osaka var nået frem til i næsten tre år. Tidligere i karrieren har hun vundet fire grand slam-turneringer. I 2019 og 2021 vandt hun Australian Open.
Osaka avancerede otte placeringer på verdensranglisten mandag, hvor hun nu er nummer 50. Tauson gik fra at være nummer 50 til at blive nummer 41 på samme liste efter danskerens tredje WTA-titel.
Australian Open indledes på søndag og varer to uger.
/ritzau/