USA advarer om iransk angreb på Israel

1. OKT 2024 • 16:17UDLAND

Iran kan være i gang med forberedelserne til et snarligt missilangreb på Israel, lyder det fra USA.

Iran er muligvis i gang med forberedelserne til at gennemføre et missilangreb mod Israel.

- USA har antydninger af, at Iran forbereder at affyre ballistiske missiler mod Israel umiddelbart, siger en embedsmand i Det Hvide Hus i Washington D.C., USA's forbundshovedstad.

Kilden vil være anonym.

- Vi støtter aktivt forsvarsforberedelserne for at forsvare Israel mod dette angreb.

Kilden siger også, at sådan et angreb "vil få alvorlige konsekvenser for Iran".

Daniel Hagari, talsmand for Israels militær, siger ifølge den israelske netavis Times of Israel, at USA har opdateret Israel om, at Iran har planer om at beskyde Israel med missiler.

Men han siger også, at som det ser ud nu, så er der ikke affyret missiler eller andre luftvåben fra Iran mod Israel.

Han opfordrer Israels befolkning til fortsat at følge retningslinjerne fra sikkerhedsmyndighederne om det civile forsvar.

Reuters citerer Hagari for at sige, at Israels luftforsvar er fuldt ud klar til at afværge ethvert angreb fra Iran.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT