Tysk minister lover at beskytte israelske institutioner i farlig tid

20. OKT 2024 • 11:44UDLAND

Justitsminister advarer om en "meget alvorlig" fare for terror efter anholdelse i sag om angrebsplaner.

Der er en "meget alvorlig" fare for islamistisk terror i Tyskland, og det er de tyske myndigheders højeste prioritet at beskytte israelske institutioner.

Det fastslår Tysklands justitsminister, Marco Buschmann, efter at en 28-årig libysk mand lørdag aften blev anholdt og sigtet for at planlægge et angreb på Israels ambassade i Berlin.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Det er særligt vigtigt at beskytte israelske institutioner i Tyskland i disse tider, hvor fanatisk had mod Israel og antisemitisme vinder frem verden over - og hvor islamistisk terror hele tiden får nye støtter, siger Buschmann til dpa.

Han siger videre, at tysk politi vil "gøre alt i sin magt" for at sikre, at antisemitter og personer, "der hader Israel", ikke får mulighed for at udføre deres "farlige planer".

Den anholdt libyer mistænkes ifølge tysk politi for at have forbindelse til den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Anklagemyndigheden mener, at han har planlagt et angreb med skydevåben på Israels ambassade i den tyske hovedstad.

- Under planlægningen af sit forehavende udvekslede den mistænke information med et medlem af IS i en chat på Messenger, skriver den føderale anklagemyndighed i en udtalelse ifølge dpa.

Politibetjente stormede lørdag aften en lejlighed i Bernau, der ligger ti kilometer nordøst for Berlin. Her blev den 28-årige libyer anholdt.

Det var på baggrund af et konkret tip fra en udenlandsk efterretningstjeneste, at de tyske myndigheder kom på sporet af manden, skriver den tyske avis Bild.

Israels ambassadør i Tyskland, Ron Prosor, takker de tyske myndigheder for, at de nåede at anholde libyeren, inden han eventuelt udførte et angreb.

- Den muslimske antisemitisme begrænser sig ikke til hadefuld retorik, men fremmer også verdensomspændende terrorisme.

- Medarbejderne på den israelske ambassade er i særlig grad i fare, fordi de udgør diplomatiets frontlinje, siger han til dpa.

Siden Israel iværksatte sin krig i Gaza i oktober sidste år, er truslen mod jødiske og israelske interesser øget mange steder i Vesten. Flere steder har der været angreb tæt på israelske ambassader.

Tidligere i oktober blev to svenske statsborgere sigtet og varetægtsfængslet for at have kastet to håndgranater tæt på Israels ambassade i Hellerup.

Svensk politi har koblet sagen fra Danmark sammen med en sag fra Stockholm, hvor der 1. oktober var et skyderi tæt på Israels ambassade.

Både de danske og svenske efterretningstjenester undersøger, om de to sager kan have en forbindelse til Iran, som er Israels ærkefjende.

Krigen i Gaza blev udløst af den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023. Den har ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza foreløbig kostet flere end 42.000 mennesker livet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT