Italiensk turist mister livet i hajangreb i Egypten

29. DEC 2024 • 16:31UDLAND

Turistdestination blev søndag rystet af hajangreb på to turister. Begge var italienere, skriver nyhedsbureau.

En turist har mistet livet i et hajangreb i Egypten, mens en anden turist er såret.

Det oplyser Egyptens miljøministerium søndag ifølge Reuters.

Det dødelige hajangreb er sket i vandet ud for turistområdet Marsa Alam.

Ministeriet oplyser ikke nationaliteterne på de to turister. Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver senere søndag eftermiddag, at ofrene er to italienere.

De egyptiske myndigheder har ifølge AFP forbudt svømning i området i to dage i forbindelse med hajangrebene, der fandt sted på dybt vand uden for de markerede badezoner.

De to italienere blev efter angrebet bragt til et hospital i Port Ghalib 50 kilometer nord for Marsa Alam.

Marsa Alam er placeret ud til Det Røde Hav og er et populært rejsemål for turister, der er interesserede i snorkling og dykning.

Vandet ud for Marsa Alam beskrives af rejseselskabet Tui.dk som klart og fyldt med koraller.

Det er anden gang i denne weekend, at en person mister livet i forbindelse med et hajangreb.

Lørdag blev en 40-årig mand dræbt af en haj i verdens største koralrev, Great Barrier Reef, ved Australiens kyst.

Selv om der sjældent sker angreb på mennesker, så er antallet af dødelige, uprovokerede hajangreb i stigning.

Sidste år døde 14 personer som følge af hajangreb, viste data fra International Shark Attack File (ISAF) tidligere på året. Opgørelsen udarbejdes af University of Florida i USA. Af de 14 angreb var de 10 uprovokerede.

Fra 2018 til 2022 lå gennemsnittet af uprovokerede hajangreb med dødeligt udfald på seks.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT