Politi identificerer kvinde brændt ihjel i New Yorks subway
Afdød kvinde, som blev dræbt i New Yorks undergrundsbane, er blevet identificeret af politiet.
En kvinde, som i december brændte ihjel i New Yorks såkaldte subway, er blevet identificeret som den 57-årige Debrina Kawam fra New Jersey.Det oplyser amerikansk politi tirsdag ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.
Kvinden mistede livet om morgenen den 22. december.
Her sad hun ifølge politiet sovende i en togvogn i storbyens undergrundsbane, da en mand stille og roligt gik hen til hende og med en lighter satte ild til hendes tøj.
Det har dog efterfølgende været svært for politiet at identificere det kvindelige lig.
Fredag lød det fra myndighederne, at de benyttede sig af IT-efterforskning og videoovervågning i forsøget på at sætte navn på kvinden.
Tirsdag lykkedes det så efterforskerne at fastslå, at der var tale om Debrina Kawam.
Hun arbejdede fra år 2000 til 2002 i medicinalselskabet Merck, men herefter tog hendes liv ifølge AP en retning.
Hun var for nylig flyttet til New York, da hun blev slået ihjel. Her havde hun levet som hjemløs.
I forbindelse med identificeringen af hende har politiet også kunnet underrette de pårørende.
- Tankerne går til familien - (Det er, red.) en forfærdelig ting at skulle opleve, siger New Yorks borgmester, Eric Adams, på et pressemøde ifølge AP.
33-årige Sebastian Zapeta er mistænkt for at være den, der satte ild til Debrina Kawams tøj.
Ifølge politiet snakkede gerningsmanden og offeret ikke sammen inden hændelsen, og de menes heller ikke at have kendt hinanden på forhånd.
Han skal efterfølgende have viftet en skjorte foran flammerne for at få dem til at sprede sig, inden han angiveligt stod ud af toget, hvor han satte sig på en bænk og så på hende brænde.
Betjentene måtte gøre brug af ildslukkere for at slukke kvinden, men hun blev erklæret død på stedet.
Zapeta er blevet sigtet for drab og ildspåsættelse. Han sidder nu fængslet og skal møde i retten 7. januar.
/ritzau/