Rumænien og Bulgarien træder ind i Schengen-samarbejdet

1. JAN 2025 • 00:52UDLAND

Efter 13 års ventetid kan rumænere og bulgarere fra årsskiftet rejse frit i Schengen-området.

Ved grænserne mellem Rumænien og Bulgarien fejres det, at de to lande ved midnat træder ind i Schengen-samarbejdet.

Det sker efter 13 år, hvor de to lande har opfyldt de tekniske krav til Schengen, men ikke har kunnet blive medlemmer, fordi andre EU-medlemsstater har sat sig imod.

Rumænien og Bulgarien har været medlemmer af EU siden 2007 og blev delvist inkluderet i det grænseløse område i EU i marts, hvilket gjorde, at de kunne afskaffe grænsekontrollen i lufthavne og havne.

Når et nyt land skal træde ind i Schengen-samarbejdet, skal det vedtages enstemmigt af EU-landene.

Blandt andre Østrig satte sig imod de to landes fulde optagelse på grund af bekymringer for, om landene - der er to af de fattigste i EU - kan leve op til reglerne om sikring af de ydre grænser i Schengen-området.

Men i december trak Østrig sin trussel om at nedlægge veto tilbage, efter at de tre lande indgik en "grænsebeskyttelsespakke". Dermed blev det vedtaget, at Rumænien og Bulgarien kunne blive medlemmer af Schengen.

Schengen-området blev oprettet i 1985 og omfatter 25 af EU's 27 lande samt Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein. Inden for Schengen er der ingen grænsekontrol.

Flere analytikere har vurderet, at medlemskabet af Schengen vil øge Rumænien og Bulgariens bruttonationalprodukt (BNP) med et procentpoint.

Rumænerne har været frustrerede over ikke at blive lukket ind i Schengen, siger professor i internationale anliggender Valentin Naumescu til AFP.

Det blev "en kilde til frustration, som blev udnyttet af anti-EU-partier, der hævdede, at Rumænien blev uretfærdigt behandlet", siger han.

Frustrationerne kom til udtryk ved Rumæniens seneste præsidentvalg, hvor den yderste højrefløjskandidat Calin Georgescu overraskende vandt i første runde, før valget blev annulleret på grund af påstande om russisk indblanding.

Nu bør "følelsen af at være andenrangsborgere" forsvinde, siger Naumescu.

Schengen er det største område med fri bevægelighed i verden og anses for at være et af de vigtigste resultater af europæisk samarbejde.

Det begyndte i 1985 som et mellemstatsligt samarbejde mellem Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland og Luxembourg, der aftalte at afskaffe grænsekontrollen mellem landene.

Nu dækker Schengen-området 29 lande - inklusive Danmark - med tilsammen 420 millioner indbyggere.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT