Russisk gas til Europa sendes ikke længere gennem Ukraine

1. JAN 2025 • 07:22UDLAND

Onsdag morgen er eksport af russisk gas til Europa gennem Ukraine blevet indstillet, hvilket var ventet.

Der bliver ikke længere sendt russisk gas gennem Ukraine.

Det oplyser Ukraines energiminister onsdag morgen dansk tid ifølge Reuters.

Energiministeren siger, at det sker for at varetage Ukraines nationale sikkerhed.

I december bekræftede både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at det ved årsskiftet ville være slut med at sende russisk gas gennem Ukraine til flere europæiske lande.

Også det store russiske gasselskab Gazprom siger ifølge Reuters, at eksporten af gas til Europa gennem Ukraine onsdag morgen er blevet indstillet.

Det er sket klokken 8 russisk tid, lyder det fra Gazprom. Det svarer til klokken 6 dansk tid.

Det er den store Urengoj-Pomary-Uzjgorod-rørlinje, som ikke længere skal transportere russisk gas til Europa.

Gasrørledningen er en af de sidste russiske hovedgaslinjer til Europa, og ved årsskiftet onsdag udløber en fem år lang kontrakt, som har bragt nordsibirisk gas til Slovakiet, Tjekkiet og Østrig.

Udsigten til kontraktens udløb har skabt bekymring i flere europæiske lande.

Det gælder blandt andet i Slovakiet, hvor landets premierminister, Robert Fico, har argumenteret for, at det ikke kun er Ukraines nabolande, der bør gå op i at sikre gasforsyningerne.

Der er blevet skruet voldsomt ned for det europæiske forbrug af russisk gas, siden Rusland invaderede Ukraine i begyndelsen af 2022.

Det skyldes, at EU har ønsket at mindske sin afhængighed af Rusland.

Sovjetiske og postsovjetiske ledere brugte efter opdagelsen af store mængder gas i Sibirien i kølvandet på Anden Verdenskrig omkring et halvt århundrede på at opbygge en energiforretning, som bandt Sovjetunionen og senere Rusland sammen med Tyskland.

På et tidspunkt stod Rusland for at levere 35 procent af Europas gas. Men siden Ukraine-krigen har Gazprom mistet markedsandele til Norge, USA og Qatar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT