Syrere fejrer første nytår uden Assad: Vi kan smage friheden
Natten til torsdag kunne mennesker på tværs af Syrien fejre første nytår uden Assad ved magten i over 50 år.
Knap en måned efter præsident Bashar al-Assads styres fald fejrede syriske byer natten til torsdag nytårsaften med stor fest - men under strenge sikkerhedsforanstaltninger.Soldater patruljerede gaderne og holdt øje med, at ingen affyrede "festskyderier", skriver nyhedsbureauet AFP.
Det var den første nytårsfejring uden Assad ved magten i over 50 år. Assads styre faldt den 8. december efter 13 års borgerkrig.
Ummayad-pladsen i Damaskus summede af mennesker, der viftede med revolutionsflag. Her samledes folk for at overvære et stort fyrværkeri.
Nyhedsbureauet dpa har talt med en kvinde på pladsen ved navn Hala Ibrahim.
- Det her nytår har en særlig betydning. For første gang kan vi i Syrien fejre det uden Assad-styrets tilstedeværelse.
- Jeg levede i frygt i fire årtier under Assad'ernes styrer - både far og søn. Nu håber jeg, at mine børn kan leve i frihed, i sikkerhed og med værdighed, siger hun.
Sikkerhedsstyrker var massivt til stede. Indenrigsministeriet havde på forhånd advaret mod at affyre "festskud" med pistoler, og det havde sagt, at lovovertrædere ville blive straffet.
- Længe leve Syrien, Assad er faldet!, råbte nogle børn.
En anden Damaskus-beboer ved navn Basel Ayoub fortæller til dpa:
- Vi kan endelig smage den frihed, der er blevet stjålet fra os i årtier af Assad-familien og dens styre, lyder det.
I byer som Homs, Aleppo, Daraa og Suwayda var gader og pladser udsmykket med lys og farver for at markere begivenheden.
Det grønne, hvide og sorte "revolutionsflag" vajede over hele hovedstaden.
Et syn som dette - symbolet på det syriske folks oprør mod Assad-dynastiets jernhårde styre - var utænkeligt for en måned siden.
Oprørsgrupper med den islamistiske Hayat Tahrir al-Sham (HTS) i spidsen overtog kontrollen med Syrien den 8. december efter en lynoffensiv. Det sendte den tidligere præsident Assad og hans familie på flugt.
Mere end en halv million mennesker døde i den 13 år lange borgerkrig, da landet blev delt op i forskellige regioner, som blev kontrolleret af forskellige stridende parter.
/ritzau/