Stærkt servende Tauson slår tidligere Australian Open-vinder
Clara Tauson overlevede en matchbold og slog den tidligere Australian Open-vinder Sofia Kenin.
Danske Clara Tauson er videre til kvartfinalerne ved WTA-turneringen i Auckland i New Zealand.Det står klart, efter at hun slog Australian Open-vinderen fra 2020, amerikanske Sofia Kenin, 4-6, 7-6, 7-6.
Clara Tauson overlevede en matchbold i andet sæt.
I tredje sæt fandt den 22-årige dansker sin servekanon frem og lavede imponerende 15 serveesser. I alt lavede Tauson 26 esser i den tætte og lange kamp.
I sin kvartfinale skal Tauson møde enten den topseedede amerikaner Madison Keys eller rumænske Jaqueline Cristian.
Tauson fik onsdag en skidt start på første sæt, hvor hun med lodder og trisser holdt serv til 1-0, inden hun i sit næste serveparti blev brudt til 1-2.
Det blev afgørende, da Kenin holdt sin serv uden at afgive breakbolde og vandt sættet 6-4.
I andet sæt lignede det den ultimative nedtur for Tauson, da hun kom bagud 0-3 efter at være blevet brudt to gange, men danskeren fightede sig fremragende tilbage og tvang sættet ud i et tiebreak.
Her kom Tauson på 5-1 og 6-2, men forspildte også fire sætbolde og afværgede ved 7-6 til Kenin en matchbold, inden hun sejrede 9-7 og fremprovokerede et afgørende sæt.
I tredje sæt lagde danskeren ud med at bryde til 1-0, men hun mistede siden fordelen i et for sættet sjældent dårligt dansk serveparti.
Men Tausons serv kom tilbage i gear, og det var stærkt medvirkende til endnu en sætsejr i et tiebreak, som danskeren vandt med lidt mere overbevisende 7-3.
Med den fine skalp fik Tauson revanche for spillernes seneste møde. Her vandt Kenin i oktober en maratondyst på næsten tre timer i Tokyo. Onsdagens opgør var ti minutter kortere.
Ved French Open i 2024 mødtes Tauson og Kenin for første gang, og her vandt danskeren i to sæt.
Turneringen i Auckland fungerer som opvarmning til grand slam-turneringen Australian Open, der begynder 12. januar.
/ritzau/