Finsk politi giver syv mistænkte på tankskib rejseforbud i kabelsag
Mens politi fortsætter tekniske undersøgelser og afhøringer, får flere besætningsmedlemmer rejseforbud.
Syv besætningsmedlemmer på tankskibet "Eagle S" er under mistanke for en forbrydelse og er blevet underlagt rejseforbud.Det oplyser finsk politi tirsdag, mens tankskibet ligger ved en beskyttet ankerplads øst for Helsinki tæt på byen Kilpilahti.
Imens fortsætter politiet tekniske undersøgelser og afhøringer på skibet.
Et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev 25. december beskadiget.
Finsk politi mistænker, at tankskibet "Eagle S", der sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december, har forårsaget skaderne. Mistanken lyder blandt andet på grov sabotage.
Besætningen består af i alt 24 personer, oplyser kriminalkommissær Elina Katajamäki til det finske medie Hufvudstadsbladet.
Fokus retter sig især mod de besætningsmedlemmer, der har stået for at styre skibet, da kabelbruddet indtraf.
I en pressemeddelelse siger den finske kommissær, at et "rejseforbud er en frihedsberøvende foranstaltning, som er mildere end en tilbageholdelse eller anholdelse".
Hun siger, at den skal være med til at sikre forholdene omkring forundersøgelsen, samt at det er til at få fat i personerne, mens undersøgelserne pågår.
- Udredningen fortsætter hele tiden, og situationen bliver mere afklaret, hvilket betyder, at det er muligt, at antallet af personer, som er omfattet rejseforbud, kan ændre sig, siger Elina Katajamäki.
Politiet oplyste søndag, at det havde konstateret et flere kilometer langt slæbespor på havbunden i Østersøen.
Det er politiets opfattelse, at sporet stammer fra skibet.
Tidligere er det blevet oplyst, at politiet har beslaglagt udstyr fra skibet, "der er relateret til skibets bevægelser".
Efter flere brud på kabler i Østersøen har den vestlige militæralliance Nato sagt, at den vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen.
/ritzau/