Trump vil holde vælgermøde på attentatsted en måned før valg

25. SEP 2024 • 21:55UDLAND

Trump har længe varslet, at han ville vende tilbage til Butler i Pennsylvania. Nu kommer han med dato.

Donald Trump vender 5. oktober tilbage til Butler i Pennsylvania, hvor en mand skød mod republikaneren og strejfede hans øre ved et vælgermøde.

Det meddeler hans kampagne onsdag.

I Butler skal præsidentkandidaten afholde et vælgermøde, som længe har været varslet fra Trumps side.

Men hidtil har den tidligere præsident ikke oplyst, hvilken dato det ville blive.

Nu står det klart, at det bliver præcist en måned før præsidentvalget 5. november, hvor republikaneren skal op mod den demokratiske vicepræsident, Kamala Harris.

- Præsident Trumps tilbagevenden til Butler bliver det første besøg på angrebsstedet, efter at han blev ramt af en attentatmands kugle 13. juli - men blev reddet i det, som verden har anerkendt som guddommeligt forsyn, skriver Trumps kampagnestab.

20-årige Thomas Matthew Crooks er blevet udpeget af de amerikanske myndigheder som manden bag attentatet, hvor Trump ikke fik alvorlige skader.

En brandmand blev dræbt, og to andre personer ved vælgermødet kom dog alvorligt til skade.

Crooks blev skudt og dræbt på stedet af betjente fra sikkerhedstjenesten Secret Service.

Allerede få uger efter attentatet skrev Trump på det sociale medie Truth Social, som han selv ejer:

- Jeg kommer til at vende tilbage til Butler, Pennsylvania, til et stort og smukt vælgermøde og ære vores elskede helt, brandmanden Corey, og de modige patrioter, der blev såret for to uger siden.

Siden attentatet i Pennsylvania har Trump talt bag skudsikkert glas ved sine udendørs vælgermøder.

Sagen er ikke den eneste, hvor Trumps liv menes at have været i fare op til valget.

Anklagemyndigheden i USA tiltalte således tirsdag lokal tid en 58-årig mand, for at forsøge at udføre et attentat mod Trump. Det skal han have forsøgt ved Trumps golfbane i Florida for ti dage siden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT