Israels hær: Angreb i Beirut dræber droneleder i Hizbollah

26. SEP 2024 • 16:41UDLAND

Efter afvisning af forslag om våbenhvile fortsætter israelske angreb i Libanon.

En højtstående figur i Hizbollah er blevet dræbt i et angreb, som torsdag eftermiddag har ramt Beiruts sydlige forstæder.

Det oplyser Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den dræbte er Mohammed Surur, der ifølge AFP er leder af Hizbollahs droneenhed.

Nyhedsbureauet Reuters beskriver ham blot som leder af en af Hizbollahs enheder i luftvåbnet.

Hizbollah har ikke umiddelbart udtalt sig.

Israels militær meddelte tidligere, at det var i færd med at gennemføre "præcise angreb i Beirut".

Målet var ifølge Israel en specifik etage i en bygning med mange etager.

Ifølge Libanons sundhedsministerium blev mindst to dræbt og 15 såret i angrebet.

Vidner oplyste til Reuters, at der kunne høres et højt brag, og at tyk røg steg op fra området.

I området ligger flere af den militante libanesiske gruppes faciliteter, men der bor og arbejder også mange civile.

Imens arbejder USA for en våbenhvile.

Tidligere torsdag kom Israels udenrigsminister, Israel Katz, på det sociale medie X dog med en kontant afvisning af idéen om at indstille angrebene.

- Der bliver ingen våbenhvile nordpå.

- Vi vil fortsætte med at kæmpe mod terrororganisationen Hizbollah med al vores styrke, indtil vi sejrer, og indbyggerne i nord kan vende sikkert tilbage til deres hjem, skrev han.

I torsdagens israelske luftangreb forskellige steder er i alt 26 blevet dræbt, oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge BBC.

I alt er 550 blev dræbt siden mandag i flere dage med voldsomme luftangreb.

Siden 8. oktober har der været næsten daglige angreb over grænsen mellem Libanon og Israel, uden at det er eskaleret til egentlig krig.

Siden sidste uge har der dog været en markant optrapning i situationen med eksplosioner i kommunikationsudstyr i Libanon samt stærkt intensiverede luftangreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT