Trump sætter eksdemokrat i spidsen for efterretningstjenester

14. NOV 2024 • 01:18UDLAND

Tulsi Gabbard bliver en del af Donald Trumps administration, selv om hun er tidligere valgt for Demokraterne.

USA's nyvalgt præsident, Donald Trump, har udpeget Tulsi Gabbard, som før har været valgt til Kongressen for Demokraterne, som den øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester.

Det oplyser han ifølge nyhedsbureauet Reuters i en pressemeddelelse.

- Jeg ved, at Tulsi kommer med den frygtløse kampgejst, som har præget hendes berygtede karriere, til vores efterretningsvæsen. Hun kæmper for de forfatningsmæssige rettigheder og fred ved styrke, lyder det fra Trump.

Gabbard er tidligere valgt for Demokraterne til Repræsentanternes Hus i delstaten Hawaii.

I 2022 forlod hun partiet, og der lød rygter om, at hun kunne blive udpeget som Trumps vicepræsidentkandidat til valget i 2024. Det kandidatur gik i stedet til J.D. Vance, som altså bliver USA's næste vicepræsident.

Gabbard overtager posten som chef for efterretningstjenesterne fra Avril Haines.

Med embedet får hun det øverste ansvar for 17 forskellige efterretningstjenester, heriblandt Central Intelligence Community (CIA) og National Security Agency (NSA).

Hun referer desuden direkte til præsidenten.

Gabbard beskrives af nyhedsbureauet AFP som en politiker, der har opbygget et omdømme som en, der ikke er bange for at arbejde på tværs af partilinjerne.

Nyhedsbureauet kalder hende en "krigsveteran, der er indædt modstander af krig, en demokrat, som er blevet republikaner, og en vegansk klimaaktivist, som er indædt modstander af liberale (venstreorienterede, red.) værdier".

I en klumme i den store amerikanske avis The New York Times skrev hun i 2019, at hun vil have USA til at stoppe med "at lege verdens politibetjent, vælte udenlandske regeringer, at slutte den nye kolde krig og atomkapløb og at omdirigere ressourcerne til hjemmefronten" i USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT