Mistænkt gerningsmand fra dødelig påkørsel i New Orleans er død
En påkørsel har natten til onsdag lokal tid dræbt flere mennesker. Mistænkt gerningsmand er meldt død.
Den mistænkte gerningsmand bag en dødelig påkørsel i den amerikanske by New Orleans er død.Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI, i en pressemeddelelse, skriver det amerikanske medie CBS News.
Påkørslen skete natten til onsdag lokal tid. En mand kørte en pickup ned ad den historiske gade Bourbon Street "i meget høj hastighed".
Det har politidirektør ved politiet i New Orleans Anne Kirkpatrick oplyst på et pressemøde.
Her lød det også, at manden skød mod politibetjente og ramte to, som begge er i stabil tilstand.
Mindst ti mennesker er indtil videre meldt dræbt. Mindst 35 andre er meldt såret, skriver ABC News.
Bilens fører døde efter en skudveksling med politiet, oplyser FBI.
Ifølge det lokale politi blev den mistænkte mand ramt af skud og erklæret død på stedet, skriver CBS News.
Desuden er der efter sigende blevet fundet et langt skydevåben på gerningsstedet. Det oplyser unavngivne kilder fra politiet til CBS News.
En unavngiven person fra politiet oplyste tidligere til amerikanske NBC News, at gerningsmanden formentlig var død.
Nu har FBI altså bekræftet dødsfaldet.
- I morges kørte en person en bil ind i en menneskemængde på Bourbon Street i New Orleans, dræbte en række mennesker og sårede snesevis af andre, lyder det fra FBI ifølge BBC.
Der er umiddelbart ingen oplysninger om førerens identitet.
Forbundspolitiet tilføjer, at det samarbejder med "vores partnere om at efterforske dette som en terrorhandling".
Den amerikanske præsident, Joe Biden, er blevet informeret om den dødelige påkørsel i New Orleans natten til onsdag.
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge ABC News, som tilføjer, at præsidentkontoret har været i kontakt med New Orleans' borgmester, LaToya Cantrell, for at tilbyde sin støtte.
Politidirektør Anne Kirkpatrick har sagt, at der var tale om en bevidst handling, og at gerningsmanden forsøgte "at køre så mange mennesker ned, som han overhovedet kunne".
New Orleans er den største by i den sydlige delstat Louisiana, hvis guvernør, Jeff Landry, har reageret på hændelsen.
- En forfærdelig voldshandling fandt sted på Bourbon Street tidligere på morgenen, har han skrevet på det sociale medie X.
/ritzau/