15-årig er død efter skyderi i Malmø nytårsaften
Fem personer er blevet anholdt efter et dødeligt skyderi i Malmø nytårsaften. Tre er under 18 år.
Fem personer er blevet anholdt i Sverige efter et skyderi nytårsaften i Malmø.Det skriver Aftonbladet.
Her blev to 15-årige drenge skudt.
Den ene er efterfølgende afgået ved døden, mens den andens tilstand bliver beskrevet som "alvorlig", skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge VG.
De fem anholdte er mellem 15 og 20 år gamle. Tre af dem er under 18 år.
Alle er de under mistanke for mordforsøg.
- Som det altid er i disse situationer, er det meget flydende med antallet af anholdte. Men i øjeblikket er der fem personer, der er tilbageholdt i sagen, siger Caroline Carlquist, der er anklager i sagen, til svenske SVT.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB fik politiet i Malmø besked om skudepisoden omkring klokken 23 nytårsaften.
Skyderiet skulle have fundet sted i en trappeopgang i bydelen Rosengård i Malmø.
Politiets pressetalsperson Patric Fors sagde onsdag til NTB, at han "så tidligt i efterforskningen" ikke ville kommentere på, hvorvidt de anholdte var kendt af politiet i forvejen.
- Det kan sende helt forkerte signaler. Man kan være kendt af politiet på mange måder, sagde pressetalspersonen til mediet.
Malmø og en række andre svenske byer har gennem længere tid været plaget af bandekriminalitet og et højt antal skuddrab.
Politiet har ikke umiddelbart sagt noget om, hvorvidt skyderiet mod de to teenagere i Rosengård er banderelateret.
Også i Danmark er flere svenske unge mistænkt for at have deltaget i grov kriminalitet.
I mindst 13 sager i år er svenske statsborgere blevet anholdt, sigtet og i nogle tilfælde tiltalt for alvorlig kriminalitet i Danmark. Det spænder fra drab til våbenovertrædelser og sprængninger.
I starten af oktober blev to svenskere fængslet efter sprængning af to håndgranater nær Israels ambassade.
Det har ført til, at Danmark har øget grænseindsatsen på blandt andet Øresundsbroen. Flere tog og færger, der ankommer til Sverige, bliver desuden kontrolleret.
/ritzau/