Finland iværksætter ny inspektion af tankskib efter kabelbrud
Finsk politi arbejder i forvejen på skibet "Eagle S.". Nu går yderligere myndigheder om bord på tankskibet.
Finske myndigheder har torsdag iværksat en inspektion af tankskibet "Eagle S.", der mistænkes for at have beskadiget et elkabel og flere datakabler i Østersøen i julen.Det oplyser Finlands transport- og kommunikationsstyrelse ifølge den finske avis Hufvudstadsbladet.
Inspektionen skal klarlægge, om skibet opfylder internationale sikkerhedskrav og har gyldige certifikater.
I forvejen er finsk politi i gang med en politimæssig efterforskning på skibet.
Politiets efterforskning relaterer sig direkte til kabelbruddene i Østersøen, mens den undersøgelse, der torsdag er iværksat, er rutinemæssig og har fokus på selve skibet og dets stand.
Undersøgelsen kan tage flere dage, oplyser transport- og kommunikationsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Inspektionen udføres som en del af et internationalt maritimt overvågningssystem. Overvågningen kræver, at de enkelte lande undersøger udenlandske skibe, som lægger til i deres havne.
"Eagle S." ligger for anker ud for den finske by Borgå i Den Finske Bugt.
Skibet sejlede fra Sankt Petersborg i Rusland og videre ud i Østersøen natten til den 25. december.
Senere samme dag blev det opdaget, at der var sket skade på elkablet Estlink 2, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland.
Også flere datakabler i Østersøen var blevet beskadiget.
Finsk politi efterforsker hændelserne som sabotage.
De finske toldmyndigheder har samtidig mistanke om, at "Eagle S." bryder internationale sanktioner mod Rusland.
Toldmyndighederne mener, at skibet, der sejler under Cookøernes flag, er en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.
Skibene i skyggeflåden menes at omgå internationale sanktioner mod Rusland ved at sejle med russiske varer uden at sejle under russisk flag.
"Eagle S." er lastet med 35.000 ton benzin, skriver Hufvudstadsbladet.
Kort tid inden "Eagle S." kom i de finske myndigheders søgelys, havde flere lande omkring Østersøen fokus på det kinesiske skib "Yi Peng 3".
Dette skib lå i flere uger for anker i Kattegat og mistænkes for at have forårsaget brud på flere kabler i Østersøen i november.
Efter de seneste sager om kabelbruddene har forsvarsalliancen Nato varslet, at den vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøområdet.
/ritzau/