Forskere finder 200 fodspor fra dinosaurer i engelsk kalkbrud

2. JAN 2025 • 14:47UDLAND

Dinosaurfodspor var skjult under et lag mudder. Sporene vurderes at være 166 millioner år gamle.

Et levn fra en meget fjern fortid er dukket op i det sydøstlige England.

Forskere fra universiteter i Oxford og Birmingham har fundet næsten 200 fodaftryk fra dinosaurer i et kalkbrud i Oxfordshire.

Fodaftrykkene vurderes at være 166 millioner år gamle.

Det oplyser Birmingham Universitet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Aftrykkende blev fundet under et lag af mudder og udgør fem spor med fodaftryk, hvoraf det længste spor er mere end 150 meter langt.

Forskerne beskriver sporene som "en dinosaurmotorvej".

Fire af sporene stammer fra langhalsede planteædende dinosaurer - henholdsvis arterne sauropoder og formentlig cetiosaurus.

Det femte spor blev trådt af den kødædende ni meter lange Megalosaurus, som havde en særegen fod med kløer og tre tæer.

I ét område krydser planteædernes og kødædernes spor hinanden, hvilket har rejst spørgsmål om, hvorvidt og hvordan arterne interagerede med hinanden.

Forskerne fra Birmingham og Oxford blev gjort opmærksomme på, at der kunne gemme sig noget interessant i stenbruddet, efter at en medarbejder i bruddet havde opdaget nogle usædvanlige buler i kalklaget under mudderet.

Flere end 100 forskere var med til selve udgravningsarbejdet, som fandt sted i juni 2024. Efterfølgende tog de 20.000 billeder af fodsporene og lavede detaljerede 3D-modeller af udgravningen.

De nye fund sættes i forbindelse med opdagelser, der blev gjort i samme område i 1997. Dengang fandt man 40 sæt fodspor fra dinosaurer i kalkbruddet.

De nye fund giver forskerne ny viden om, hvordan de pågældende dinosaurer bevægede sig, hvor hurtigt de gik eller løb, hvor store de var, og om arterne interagerede med hinanden.

Derudover kan fundene fortælle mere om selve miljøet omkring dinosaurerne, fortæller geolog Duncan Murdock fra Oxford Universitet.

- Sporene er så detaljerede, at vi kan se, hvordan mudderet blev formet, når dinosaurernes fødder svuppede ind og ud af det.

- Sammen med andre fund såsom grave, skaller og planter kan vi genoplive den mudrede lagune, som dinosaurerne gik igennem, siger han til dpa.

Dinosaurer levede for mellem 245 og 66 millioner år siden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT