Dansk bobslædekomet får hjælp fra olympisk mester

2. JAN 2025 • 15:17SPORT

Den 17-årige bobslædekører Maja Voigt, der World Cup-debuterer lørdag, har fået olympisk mester som mentor.

Når den 17-årige dansker Maja Voigt, der vandt guld ved ungdoms-OL i bobslæde for et år siden, på lørdag skubber sin slæde i gang ved sin første World Cup-konkurrence nogensinde, bliver det med hjælp fra den olympiske mester fra 2022, Laura Nolte.

Det internationale Bobslæde- og Skeleton-forbund (IBSF) har således introduceret et mentorprogram, som skal hjælpe samtlige deltagere fra ungdoms-OL ordentligt op i seniorrækkerne, lyder det i en pressemeddelelse.

Laura Nolte vandt selv ungdoms-OL tilbage i 2016 og ligger ni år senere nummer et på verdensranglisten.

- Jeg er meget taknemmelig for at kunne få hjælp fra en kvindelig pilot, der selv har kæmpet sig fra ungdomsolympisk guld til en guldmedalje hos de voksne, siger Maja Voigt på torsdagens pressemøde.

- Det er en meget stor opgave at grundlægge og udvikle et bobslædehold. Det at køre selve bobslæden fylder måske 20 procent af det, så derfor betyder det rigtigt meget at kunne lære om alt det andet fra Laura.

Samarbejdet mellem Voigt og Nolte begynder på lørdag, når de to tørner ud mod hinanden i konkurrence.

Også unge Nanna Vestergård Johansen skal i aktion ved World Cuppen i tyske Winterberg. Det sker allerede fredag i disciplinen skeleton.

Danskeren, der blev nummer fire ved ungdoms-OL, skal konkurrere med sin tyske mentor, Jacqueline Pfeifer.

Mentorprogrammet er et led i det internationale forbunds fokus på at hjælpe de unge atleter sportsligt og samtidigt sikre, at de trives i en stor udfordring.

Næste vinter-OL er om godt et år i Milano-Cortina i Italien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT