Russisk bombeangreb dræber mand i boligblok i ukrainsk landsby
Præcisionsbomber blev ifølge Ukraine brugt til angreb i Zaporizjzja. Desuden er der meldinger om droneangreb.
Et russisk bombeangreb har torsdag kostet en mand livet i den ukrainske Zaporizjzja-region.Det oplyser guvernør Ivan Fedorov på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
- En bygning med fem etager blev ødelagt. En mand blev dræbt. Redningsmandskab fandt hans lig under murbrokkerne, skriver Fedorov.
Ifølge Fedorov er det landsbyen Stepnogorsk, der er blevet angrebet.
Byen ligger fem kilometer fra frontlinjen i det sydøstlige Ukraine og blev angiveligt angrebet fra luften med 11 præcisionsbomber.
Rusland hævdede i 2022 at have annekteret Zaporizjzja efter en folkeafstemning, som blev kritiseret internationalt for at være upålidelig.
Trods den påståede annektering har Rusland ikke kontrol over hele Zaporizjzja, men blot dele af regionen.
Foruden bombeangrebet i Zaporizjzja er 72 droner blevet sendt ind over Ukraine fra Rusland.
Det oplyser det ukrainske flyvevåben ifølge Reuters.
Ifølge flyvevåbnet er 47 af dronerne blevet skudt ned.
Det fremgår ikke, om nogen mål er blevet angrebet af dronerne.
Samtidig med angrebene mod Ukraine hævder Rusland torsdag formiddag, at Ukraine inden for det seneste døgn har sendt 20 droner ind over den russiske grænseregion Belgorod.
Flere landsbyer er blevet angrebet, skriver guvernøren i Belgorod, Vjatsjeslav Gladkov, på beskedtjenesten Telegram ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Ingen personer kom til skade.
Krigen i Ukraine har foreløbigt varet to år og ti måneder. Og der er ikke udsigt til, at den slutter foreløbigt.
Derimod er der den seneste tid sket en eskalering af de russiske angreb.
Det nye år begyndte med russiske droneangreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, tidligt om morgenen nytårsdag. Her blev to personer dræbt.
/ritzau/