Vådt og blæsende nytårsvejr giver færre skader end frygtet

2. JAN 2025 • 14:12INDLAND/KRIMINAL

Tryg, Topdanmark og Alm. Brand Group har modtaget omkring 650 skadesanmeldelser som følge af nytårsvejret.

Selv om nytårsdagene har været våde og blæsende, har vejret medført færre skadesanmeldelser, end forsikringsselskaberne havde frygtet.

Det er meldingen fra flere selskaber torsdag ved middagstid.

Tryg har fra nytårsaftensdag til torsdag formiddag modtaget omkring 250 skadesanmeldelser, som er direkte relateret til vejret.

- I forhold til varslingerne er det gået bedre, end vi havde frygtet. Vi har selvfølgelig fulgt det tæt for at kunne hjælpe vores kunder og tage hånd om det, siger Carsten Hvass-Nielsen, der er skadedirektør i Tryg.

De fleste skader, som forsikringsselskabet har modtaget, er fra kunder i Syd- og Sønderjylland.

Aabenraa, Gråsten, Kolding, Fredericia og Vejen har været hårdest ramt.

- Primært er det vandskader, vi ser. Cirka 70 procent af de skader, vi ser lige nu, er vandskader, og så er omkring 30 procent stormskader, siger Trygs skadedirektør.

- Vi forventer ekstra travlhed i de kommende dage og i næste uge. Vi er egentlig meget godt med. Vi har travlt, men vi er ikke lagt ned.

Alm. Brand Group melder ligeledes, at det trods en blæsende og våd start på 2025 har været begrænset, hvad vejret har medført af skader.

Selskabet, der har mere end 700.000 kunder, har indtil videre modtaget omkring 150 til 200 anmeldelser, der drejer sig om vand- og stormskader.

- Vi har siddet klar til at besvare opkald og hjælpe kunder, der måtte have fået skader, men indtil videre har vi kun modtaget et begrænset antal anmeldelser, siger Jan Graversgaard, der er direktør for Bygning, Løsøre, Indbo & Rejse i Alm. Brand Group.

- Der kan selvfølgelig komme flere anmeldelser de kommende dage, men umiddelbart tyder det på, at vores kunder har været gode til at tage forholdsregler for at forebygge især stormskader.

Hos Topdanmark er der torsdag middag tikket mere end 200 skadesanmeldelser ind i de seneste døgn som følge af nytårsvejret.

Ligesom hos Tryg kommer anmeldelserne primært fra Region Syddanmark og Region Midtjylland.

- Vi har måttet sætte ekstra bemanding på telefonerne for at sikre hurtig hjælp, og vi forventer, at der vil tikke flere skader ind de næste par timer. Vi vil først have det fulde overblik over antallet af skader om nogle dage, siger boligchef Helene Ibsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT