Let stigning i antallet af fyrværkeriskader

2. JAN 2025 • 17:50INDLAND/KRIMINAL

Flere er blevet behandlet for fyrværkeriskader i år sammenlignet med sidste år. To ud af tre er under 26 år.

210 personer blev behandlet for fyrværkeriskader i forbindelse med nytåret.

Det er en let stigning sammenlignet med tidligere år.

Det viser en indsamling fra alle landets akutafdelinger lavet af Ulykkes Analyse Gruppen fra ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH).

Opgørelsen gælder dagene 31. december 2024 og 1. januar 2025.

Af de 210 skader bliver 42 betegnet som "alvorlige".

Året forinden var det 34 af skaderne, der var "alvorlige".

I forbindelse med nytåret 2023/2024 blev der registreret 192 fyrværkeriskader, mens det under nytårsfejringen året forinden var 195 personer, der kom til skade.

Jens Lauritzen, der er professor og overlæge på OUH-afdelingen, kalder udviklingen "rigtig ærgerlig".

De seneste fem år har antallet af skader været opadgående, pointerer han.

- Det er ikke en drastisk stigning, men jeg havde håbet, at det ville falde. Det er ikke en udvikling, der var ønsket, siger overlægen.

Jens Lauritzen peger på flere ting, der kan ligge bag årets stigning.

Blandt andet de såkaldte bomberør - en fyrværkeri-type, Jens Lauritzen kalder "meget kraftig" - samt årets nytårsvejr.

- Jeg gik ud og observerede omkring midnat i det område, hvor jeg var. Det var helt tydeligt, at folk havde svært ved at få tændt deres fyrværkeri.

Der er ifølge indsamlingen af data ikke ændret væsentligt på aldersfordelingen af de tilskadekomne.

To ud af tre af fyrværkeriskaderne skete for personer under 26 år.

Børn under 15 år stod for 25 procent af skaderne.

Ligesom forrige år var det primært mænd, der kom til skade med nytårskrudtet.

De fleste af skaderne skete med lovligt fyrværkeri.

Ved nytåret 2024/2025 var 30 procent af fyrværkeriskaderne øjennære skader, 26 procent var brandsår, mens en fjerdedel var håndskader, viser tallene.

At skadebilledet som helhed er det samme som de seneste år, viser ifølge overlægen, at der er noget i den forebyggende indsats, der ikke virker.

Jens Lauritzen peger ligeledes på, at meget få af de tilskadekomne havde sikkerhedsbriller på - selv om det ifølge ham er den "simpleste og allerbedste måde at undgå øjenskader".

- Der er brug for en eller anden ransagelse blandt de grupper, der planlægger kampagnerne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT