Sverige beder Kina om hjælp til at opklare kabelbrud i Østersøen
Statsminister Ulf Kristersson siger til Reuters, at Sverige har bedt Kina om at hjælpe med opklaringsarbejde.
Sverige har sendt en formel forespørgsel til Kina for at få hjælp til at opklare, hvad der skete i forbindelse med bruddene på to datakabler i Østersøen.Det oplyser Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, torsdag ifølge nyhedsbureauet TT.
- I dag kan jeg fortælle, at vi desuden har sendt en formel begæring (til Kina, red.) om at samarbejde med svenske myndigheder for at få klarhed over, hvad der er sket, siger han ifølge TT på et pressemøde.
Svensk politi efterforsker to formodede tilfælde af sabotage i forbindelse med bruddene på de to datakabler.
Gerningsstedsundersøgelserne ved de to kabler er afsluttet.
Skaderne skete 17. november på kabler, der løber mellem henholdsvis Sverige og Litauen og mellem Finland og Tyskland.
Begge steder, hvor der er sket skade, befinder sig i den svenske økonomiske zone i Østersøen.
Det fremgår ikke, hvad der konkret har fået svensk politi til at efterforske sagen som sabotage, men politiet oplyste allerede i sidste uge, at det havde mistanke om, at der var begået sabotage mod datakablerne.
Samme mistanke er rejst i Tyskland og Finland.
Politiet i Finland oplyste 20. november, at det havde mistanke om, at datakablet, der løber mellem Finland og Tyskland, bevidst blev beskadiget.
Og dagen inden sagde Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, at "ingen tror på, at disse kabler blev skåret over ved et tilfælde".
Det kinesiske fragtskib "Yi Peng 3" er blevet sat i forbindelse med bruddene.
Bruddene er således registreret på steder, der ligger på den rute, som "Yi Peng 3" har sejlet, siden skibet stævnede ud fra en russisk havn ved østersøkysten nær St. Petersborg.
Skibe fra myndigheder i flere lande - herunder Danmark, Sverige og Tyskland - har den seneste tid befundet sig nær "Yi Peng 3", som ligger stille i Kattegat uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone.
Det er ikke første gang, at der opstår mistanke om sabotage begået mod kabler eller rørledninger i Østersøen.
I september 2022 opstod der brud på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, hvilket efterfølgende blev efterforsket som sabotage af politiet i flere lande.
Sagen om bruddene på de to ledninger er endnu ikke opklaret, men i august kom det frem, at tysk politi havde identificeret tre mistænkte - herunder en mandlig ukrainsk dykker.
På den baggrund udstedte en domstol i Karlsruhe en europæisk arrestordre på manden.
Der er ingen meldinger om, at dykkeren eller nogen af de andre mistænkte i sagen er blevet pågrebet.
/ritzau/