Norsk forsker udtrykker chok over årets gletsjerafsmeltning
To gletsjere i Nordnorge har mistet fire gange så meget tykkelse som normalt, viser målinger.
Årets afsmeltning af norske gletsjere beskrives af en forsker som "chokerende".I årtier har der været tilbagegang i de norske gletsjere.
Men selv om den overordnede udvikling ikke som sådan er ny, får sommerens afsmeltning af særligt to gletsjere i Nordnorge en forsker til at udtrykke bekymring.
De har mistet fire gange så meget tykkelse som normalt i løbet af sommeren.
- Årets tal var helt specielle, lidt chokerende for mig som gletsjerforsker at se så stor afsmeltning på et år, siger Liss Marie Andreassen fra Norges direktorat for vandressourcer og energi (NVE) ifølge NTB.
De to gletsjere, som forskeren fremhæver, Langfjordjøkulen i Finnmark og Engagletsjeren i Nordland, har mistet fire meter i tykkelse.
Da Langfjordjøkulen er omkring 50 meter tyk, er den blevet cirka ti procent tyndere på et år. Det skriver det norske public service-medie NRK.
- Vi har aldrig målt den slags tal før på disse gletsjere. Og det var slet og ret en ekstraordinær afsmeltning i år, selv om vi vidste, at sommeren var meget varm, siger Andreassen til mediet.
I alt har NVE målt gletsjerfronterne 35 steder i landet, og alle bortset fra én gletsjer har trukket sig tilbage, skriver NTB.
Nigardgletsjeren ligger i Vestland i det sydlige Norge og er et populært turistmål. Den har trukket sig så meget tilbage, at den ikke længere er synlig fra et af de sædvanlige fotosteder.
Derfor må turister nu gå længere hen mod gletsjeren for at tage billeder.
- Gletsjerne smelter på grund af klimaforandringerne. De er meget følsomme over for klimaforandringer og justerer deres størrelse ved at vokse eller skrumpe, når klimaet ændrer sig, siger Andreassen.
/ritzau/