Stort flertal hjælper Justin Trudeau gennem mistillidsvotum

25. SEP 2024 • 23:12UDLAND

Næsten to tredjedele af det canadiske parlament stemte imod mistillidsvotummet til premierminister Trudeau.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, har stadig bred opbakning i landets parlament, efter at et stort flertal onsdag nedstemte et mistillidsvotum, som landets konservative opposition havde fremsat mod ham.

Parlamentsmedlemmerne afviste mistillidsvotummet med 211 stemmer imod. Det svarer til knap to tredjedele af parlamentsmedlemmerne. 120 stemte for.

Havde Trudeau tabt afstemningen, ville han være blevet tvunget til at gå af og udskrive parlamentsvalg.

- I dag er en god dag for vores land, for jeg tror ikke, at canadiere ønsker sig et valg, siger Karina Gould, som er parlamentsmedlem for Trudeaus parti, Det Liberale Parti, og som har ansvar for regeringsanliggender i parlamentets underhus.

Justin Trudeau er blevet tiltagende mindre populær, i takt med at leveomkostningerne i Canada er steget, og det er blevet sværere at finde et sted at bo.

Tidligere på måneden blev han gjort endnu mere sårbar, da partiet Det Nye Demokratiske Parti forlod en aftale fra 2022, der sikrede ham regeringsmagten, indtil Canada går til næste parlamentsvalg, som seneste skal finde sted om cirka et år.

Det fejlslagne mistillidsvotum er et tegn på, at premierministeren stadig nyder parlamentarisk opbakning, men stormen er efter alt at dømme endnu ikke drevet over.

I kulissen truer blandt andet Bloc Quebecois, et separatistparti, som kæmper for selvstændighed til provinsen Quebec, med at gøre livet svært for Trudeau, hvis han ikke imødekommer deres krav.

Det er blandt andet flere penge til pensionister.

Og allerede i næste uge kan Trudeau og Det Liberale Parti stå over for den næste store parlamentariske prøve, når de skal have vedtaget en finanslov for næste år.

Hvis det mislykkes, kan det betyde enden på Trudeaus regering. Det ventes dog, at finansloven bliver stemt igennem.

Den konservative opposition er modstandere af en planlagt stigning i Canadas CO2-afgift.

Oppositionen hævder, at Trudeaus regering har set til, mens kriminalitet og føderale udgifter er steget voldsomt. Den kræver valg udskrevet omgående og nyder stor opbakning i meningsmålingerne.

Justin Trudeau skal senest udskrive valg i efteråret næste år.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT