Trump kæmper for genvalg til Johnson på magtfuld post
Republikaneren Mike Johnson ser ikke ud til at kunne samle et flertal bag sig i første afstemningsrunde.
USA's nyvalgte Kongres er fredag samlet for første gang siden valget i november.Det ene af kamrene, Repræsentanternes Hus, er kort før klokken 19 dansk tid gået i gang med at vælge en formand.
Den siddende formand, Mike Johnson, kan ikke være sikker på at blive genvalgt.
Flere af hans egne partifæller har forud for afstemningen sagt, at de ikke vil støtte ham. Men partiet har fredag aften dansk tid ikke opstillet en modkandidat.
Den lunkne opbakning til Johnson har fået USA's kommende præsident, Donald Trump, til at presse på for at sikre ham stemmer nok.
Republikanerne har et snævert flertal i Repræsentanternes Hus med 219 pladser mod Demokraternes 215. Dermed kan Mike Johnson ikke tåle at miste opbakning fra mere end nogle ganske få af sine egne partifæller.
Klokken 19.30 dansk tid har tre republikanere stemt imod Johnson.
Det er på forhånd ventet, at samtlige 215 demokratiske medlemmer vil stemme for deres egen leder, Hakeem Jeffries.
Men afstemningen er stadig i gang, og så længe den er det, har medlemmerne mulighed for at ændre deres stemmer eller afgive en stemme, hvis de i første ombæring undlod at stemme.
Det endelige resultat er derfor stadig ukendt.
Mike Johnson har sagt, at hvis han ikke opnår den nødvendige opbakning i første afstemningsrunde, vil han genopstille i en anden runde.
Det kan være en langvarig proces at vælge en ny formand. Tidligere har det været nødvendigt med flere afstemningsrunder.
I 2023 krævede det hele 15 afstemningsrunder i løbet af fire dage, inden Kevin McCarthy blev valgt som formand for Repræsentanternes Hus.
Det er den tredjemest magtfulde post i amerikansk politik efter præsidenten og vicepræsidenten.
/ritzau/Reuters