Bidens regering godkender milliardsalg af våben til Israel

4. JAN 2025 • 16:34UDLAND

Biden sætter sin underskrift på sin sidste aftale om at sælge ammunition, helikoptere og granater til Israel.

USA's regering har godkendt våbensalg for otte milliarder dollar til Israel.

Det meddeler det amerikanske udenrigsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det svarer til 58 milliarder kroner.

Aftalen skal ifølge mediet Axios blandt andet dække ammunition til jagerfly samt helikoptere og granater.

En sådan aftale kræver godkendelse fra udvalgene for udenrigsrelationer i begge Kongressens kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet.

En unavngiven kilde sagde fredag til Axios, at meldingen til Kongressen om aftalen har lydt, at den skal "støtte Israels langsigtede sikkerhed ved at genforsyne lagrene med vigtig ammunition og kapacitet til luftforsvar".

Ifølge kilderne kan en del af produktionen og leveringen af ammunition i aftalen udføres via de eksisterende amerikanske lagre, men størstedelen vil tage et eller flere år at levere.

Sandsynligvis er det præsident Joe Bidens sidste våbenaftale med Israel.

Den 20. januar bliver hans efterfølger, den republikanske Donald Trump, indsat på posten i Det Hvide Hus.

Biden-administrationen har trofast støttet Israel i den krig, der er udbrudt i Gazastriben som følge af den militante gruppe Hamas' angreb 7. oktober 2023.

I august annoncerede administrationen et salg af amerikanske våben til Israel til en værdi af 20 milliarder dollar. Det svarer til omkring 145 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT