Rusland anholder fire teenagere på terrormistanke
Teenagere skal have sat ild til en politibil og have haft planer om at sprænge en bombe i Jekaterinburg.
Russisk politi har anholdt fire teenagere på mistanke om, at de planlagde et terrorangreb i byen Jekaterinburg.Det meddeler sikkerhedstjenesten FSB ifølge Tass og andre statslige russiske nyhedsbureauer.
De fire teenagere ville ifølge FSB sprænge en hjemmelavet bombe i byen.
Sikkerhedstjenesten meddeler, at den har beslaglagt materiale, der kan bruges til at lave en bombe.
Motivet skulle være en ikke nærmere oplyst "terroristisk" sag.
FSB meddeler, at de anholdte "delte idéer fra en terrororganisation, der er forbudt i Rusland, og planlagde at udføre en terrorhandling ved hjælp af en hjemmelavet sprængladning" på steder, hvor mange indbyggere i Jekaterinburg opholder sig.
De fire teenagere er alle russiske statsborgere, der er født i 2007 og 2008. Der er ikke oplyst yderligere om dem.
To af dem beskyldes også for at have sat ild til en politibil. Det er ifølge nyhedsbureauet Interfax sket 22. december.
I en video fra Tass tilstår en af de anholdte angiveligt at have sat ild til politibilen efter at have fulgt "nynazistiske kanaler på Telegram", en populær beskedtjeneste.
- Jeg læste på de kanaler, at det er nødvendigt at begå handlinger mod politiet, siger teenageren i videoen.
Den indenlandske sikkerhed i Rusland er blevet værre i de seneste år.
Russiske myndigheder har afsat en del politikræfter til at anholde personer, der mistænkes for at være på Ukraines side i konflikten mellem de to lande.
Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, har Rusland oplevet en bølge af brandstiftelser, som russiske myndigheder beskylder Ukraine for at stå bag.
Der har også været dødelige angreb, som islamistiske grupper har fået skylden for.
/ritzau/Reuters