Hjembyen Plains tager afsked med Jimmy Carter

4. JAN 2025 • 18:35UDLAND

En klokke ringede 39 gange, da kisten med Jimmy Carter gjorde holdt ved barndomshjemmet i Plains i Georgia.

Seks dages statsbegravelse af USA's tidligere præsident Jimmy Carter er gået i gang i hans hjemby, Plains i staten Georgia.

Hans kiste, der er dækket af det amerikanske flag, blev båret ind i en sort rustvogn af både nuværende og tidligere agenter fra Secret Service, der sørgede for sikkerheden omkring ekspræsidenten.

Kisten med den afdøde Carter køres i et begravelsesoptog langsomt gennem byen, hvor flagene vajede på halv stang, viser billeder på amerikansk tv.

Optoget rundede også Jimmy Carters barndomshjem på en gård i Plains - en lille by med et befolkningstal på blot 552 mennesker i 2023.

Da den sorte rustvogn stoppede ud for Carter-familiens jordnøddefarm, ringede en klokke 39 gange til ære for USA's 39. præsident.

Bortset fra årene i Washington D.C. boede Jimmy Carter stort set hele sit liv i Plains sammen med sin kone, Rosalynn Carter. Hun døde i november 2023.

Parret blev gift i 1946 og fik dermed 77 år sammen.

Langs den rute, begravelsesoptoget kører, har folk taget opstilling med flag i hænderne for at tage afsked med den afdøde ekspræsident.

Jimmy Carter var, indtil han i sine sidste år blev syg af kræft og svækket af alderdom, en del af lokalsamfundet i Plains.

- Han var en helt almindelig person. Vi kommer til at savne ham, siger 71-årige William Brown, der har taget opstilling i Plains for at vise Carter en sidste ære.

Senere lørdag er der gudstjeneste i Atlanta, der er hovedby i Georgia. Her kommer Carters kiste til at stå frem til mandag, så sørgende fra hans hjemstat kan vise ham en sidste ære.

Derpå vil kisten tirsdag blive bragt videre til kongresbygningen i Washington D.C. som led i den officielle statsbegravelse af USA's 39. præsident.

Carter bliver den 13. tidligere amerikanske præsident, der ligger på en såkaldt castrum doloris i kongresbygningen, der kaldes Capitol. Abraham Lincoln, som blev dræbt i 1865, var den første.

Carter, som var tidligere jordnøddefarmer og guvernør, var USA's præsident fra 1976 til 1980.

Jimmy Carter døde 29. december i en alder af 100 år. Han er den længstlevende ekspræsident, USA nogensinde har haft.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT