Pernille Blume er optaget i Sportens Hall of Fame

4. JAN 2025 • 23:11SPORT

Pernille Blume, der vandt tre OL-medaljer i svømning, er optaget som medlem i Sportens Hall of Fame.

Ved lørdagens prisshow i Boxen i Herning blev svømmeren Pernille Blume optaget som nyt medlem i Sportens Hall of Fame.

Hun er nu i selskab med sportslegender som Michael Laudrup, Anja Andersen, Tom Kristensen og Paul Elvstrøm.

- Det er en kæmpe ære. Tænk at være en del af sådan et selskab. Det er personligheder, jeg altid har set op til, og tænk at der også er nogen, der ser op til mig.

- Der følger et stort ansvar med det, for jeg ønsker at være et godt eksempel for den unge generation og vise, at de skal gå efter deres drømme, selv om de kan virke urealistiske, siger Pernille Blume.

Som 30-årig er hun det yngste medlem af Sportens Hall of Fame nogensinde. Alligevel har hun en lang karriere bag sig.

Det blev til tre OL-medaljer, seks medaljer ved VM og 18 EM-medaljer, inden hun stoppede med at svømme i slutningen af 2022.

Ved OL i Rio i 2016 vandt hun guld i disciplinen 50 meter fri. Det blev også til OL-bronze i holdkappen i Rio.

- OL er det ultimative. Det er en test af, om man kan klare presset og stadig være tro ved sig selv og sine værdier. Jeg havde det rigtig godt under legene i Rio. Jeg tænkte på de olympiske værdier, og dem kunne jeg stå inde for. De mindede mig om, hvorfor jeg var begyndt med at svømme.

- Tager du til en udklædningsfest er det sjovest at være udklædt. Sådan havde jeg det også med OL. OL er hård konkurrence, men det er også en fest. Jeg valgte at deltage i festen og nyde legene, husker Blume.

Hun var en del af guldalderen i dansk svømning og trænede og konkurrerede sammen med blandt andre Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen.

- Jeg er meget glad og taknemmelig for at have vokset op med dem. I begyndelsen var jeg primært holdkapsvømmer, og de var rollemodeller for mig.

- Jeg famlede ikke i blinde, for jeg kunne til daglig se, hvordan de greb tingene an, og det lærte jeg enormt meget af, siger Blume.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT