Carlo Holse laver to og bliver matchvinder for sin tyrkiske klub

4. JAN 2025 • 20:05SPORT

Danske Carlo Holse scorede begge mål for sin tyrkiske klub, Samsunspor, der lørdag vandt 2-1 over Trabzonspor.

Den tidligere FC København-spiller Carlo Holse har gang i en rigtig fornuftig sæson for sin tyrkiske klub, Samsunspor.

Lørdag scorede den danske kantspiller begge Samsunspors mål i 2-1-sejren på hjemmebane over Trabzonspor.

Dermed er 25-årige Holse oppe på syv ligascoringer i 16 kampe i sæsonen.

Det er ikke kun Holse selv, der har gang i en god sæson. Samsunspor indtager efter lørdagens sejr en tredjeplads i den tyrkiske liga med 33 point.

Kun storklubberne Fenerbahce på andenpladsen og Galatasaray på førstepladsen ligger over Holse og co.

Tidligere lørdag vandt Galatasary 2-1 over Göztepe og bragte sig op på 47 point. Elias Jelert og Victor Nelsson startede begge ude for Istanbul-klubben, men kom ind i slutminutterne.

Carlo Holse, der spillede fuld tid for Samsunspor, åbnede lørdag målscoringen, da han efter en halv time brød igennem og sikkert gjorde det til 1-0.

I starten af anden halvleg udlignede Trabzonspor, men et kvarter før tid viste Holse igen målnæsen, da han afgjorde opgøret.

Et hjørnespark dumpede ned til den lille dansker, der ved bageste stolpe sparkede sejren hjem til Samsunspor.

Holse skiftede i 2023 til den tyrkiske klub. Han fik sin fodboldopdragelse i FCK, hvor han i 2017 også fik seniordebut.

Han brød aldrig for alvor igennem på Østerbro og skiftede i 2020 til Rosenborg, hvor han var i tre år, inden turen gik til Tyrkiet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT