Diddy skal sidde fængslet frem mod retssag næste år

28. NOV 2024 • 00:26UDLAND

Sean "Diddy" Combs, der er tiltalt for menneskehandel, har igen fået nej til at blive løsladt mod kaution.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs skal forblive varetægtsfængslet frem mod sin retssag, der indledes 5. maj næste år.

Det står klart, efter at en dommer onsdag har afvist at lade ham blive løsladt mod en kaution på 50 millioner dollar.

Distriktsdommer Arun Subramanian annoncerede afgørelsen skriftligt onsdag efter en to timer lang høring den 22. november på Manhattan.

Sean "Diddy" Combs har også tidligere forsøgt at blive løsladt mod kaution, men flere dommere har vurderet, at der er risiko for, at han vil forsøge at påvirke vidner, hvis han bliver løsladt.

Rapperen sidder fængslet i Brooklyn i New York, efter at han er blevet tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Han har indtil videre siddet varetægtsfængslet i ti uger.

Anklagerne inkluderer tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.

De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift beskriver en periode fra 2009 og frem til 2024.

Heri lyder det blandt andet, at han i årevis skal have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".

Combs har afvist alle anklagerne.

Den 55-årige rapper og hans advokater har sagt, at de seksuelle aktiviteter, som anklagerne har beskrevet, skete med samtykke.

Hans forsvarsadvokater har argumenteret for, at Combs skal have lov til at opholde sig i en lejlighed på Manhattan, mens han venter på retssagen.

Her ville han være under 24 timers overvågning, så det blandt andet kunne sikres, at han ikke ville forsøge at kontakte de formodede ofre eller vidner.

Men det har han altså ikke fået lov til, og i stedet forbliver han fængslet.

Ifølge anklagerne viser en video fra 2016, hvor han overfalder kæresten Casandra Ventura, også kendt som Cassie, at der er risiko for, at han ville opføre sig voldeligt, hvis han skulle blive løsladt.

- Videoen er bevis på, at den tiltalte er voldelig, og at han er til fare for samfundet, sagde anklager Christine Slavik den 22. november.

Forsvarsadvokat Marc Agnifilo har afvist, at Combs ville udgøre en risiko.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT