Hizbollah holder fingeren på aftrækkeren under våbenhvile
I sin første udtalelse, siden våbenhvile trådte i kraft, siger Hizbollah, at gruppen er i "totalt beredskab".
Den militante bevægelse Hizbollah, som holder til i Libanon, vil "holde fingeren på aftrækkeren" og "forblive i totalt beredskab", mens den holder øje med, at israelske styrker trækker sig ud af Libanon.Det oplyser bevægelsen i den første udtalelse, siden våbenhvilen mellem den og Israel trådte i kraft natten til onsdag klokken 03.00, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- Den islamiske modstands operationscenter bekræfter, at dens krigere i alle militære discipliner fortsat vil være fuldt udrustede til at håndtere mulige angreb fra den israelske fjende.
I udtalelsen nævner Hizbollah ikke direkte våbenhvileaftalen, som blev faciliteret af USA og Frankrig og blev offentliggjort af USA's præsident, Joe Biden.
Israelske embedsmænd har ifølge Reuters udtalt, at våbenhvileaftalen helt konkret betyder, at israelske styrker skal trække sig fra det sydlige Libanon inden for 60 dage.
Derudover har det været sparsomt med oplysninger fra officielle kilder.
Ifølge AFP kræver våbenhvileaftalen, at Hizbollah trækker sig tilbage nord for Litanifloden, der ligger cirka 30 kilometer fra grænsen til Israel. Hizbollah skal desuden afvikle sin militære infrastruktur i det sydlige Libanon.
Hizbollah har tidligere angiveligt haft hovedkvarter i landets hovedstad, Beirut.
I udtalelsen siger Hizbollah videre, at gruppen angreb Israel "indtil den sidste dag af angrebene".
Ifølge BBC var der meldinger om angreb helt frem til deadline. De skal have fundet sted i to områder i Libanons hovedstad, Beirut.
Temperaturen i konflikten mellem Israel og Hizbollah er de seneste måneder steget til kogepunktet efter mere end et år med skududvekslinger på tværs af grænsen mellem Israel og Libanon.
Konflikten blev optrappet endnu mere, da israelske landtropper gik ind i Libanon natten til den 1. oktober i år.
Hizbollah er - ligesom den palæstinensiske Hamas-milits - støttet af Iran. Hizbollah begyndte at sende raketter mod Israel, da krigen mellem Hamas og Israel brød ud i Gaza 7. oktober sidste år.
/ritzau/