Rusland afviser amerikansk anklage om falske valgvideoer
Ifølge blandt andet FBI står Rusland bag en video, hvor en immigrant hævder at have stemt flere gange.
Få dage inden USA afholder præsidentvalg, er Rusland blevet beskyldt for at sprede misinformation.Ifølge blandt andet det amerikanske forbundspoliti, FBI, står "russiske indflydelsesrige aktører" bag en falsk video, hvor en immigrant fra Haiti hævder at have stemt flere gange. Rusland afviser anklagen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det 20 sekunder lange klip viser en mand, der med en robotlignende stemme siger:
- Vi er fra Haiti. Vi kom til Amerika for seks måneder siden, og vi har allerede vores amerikanske statsborgerskab - vi stemmer på Kamala Harris (Demokraternes præsidentkandidat, red.).
En anden falsk video anklager en person, der har forbindelse til den demokratiske præsidentkandidat, for at tage imod bestikkelse fra en amerikansk entertainer.
Videoerne er en del af en "bredere indsats" fra russisk side "for at rejse ubegrundede spørgsmål om det amerikanske valgs integritet og skabe splittelse blandt amerikanerne".
Sådan har det lydt i en fælles udtalelse fra FBI, Kontoret for Den Nationale Efterretningschef (Odni) og Sikkerhedsagenturet for Cybersikkerhed og Infrastruktur (Cisa) ifølge nyhedsbureauet dpa.
Imens afviser Rusland at have stået bag videoerne.
- Vi har bemærket udtalelsen fra de amerikanske efterretningstjenester, der beskylder vores land for at sprede forfalskede videoer om valgovertrædelser i USA.
- Vi betragter disse påstande som grundløse, lyder det fra den russiske ambassade i USA i en erklæring på beskedtjenesten Telegram ifølge AFP.
Derudover lyder det, at "ligesom præsident Vladimir Putin gentagne gange har understreget, respekterer vi det amerikanske folks vilje".
- Alle insinuationer om "russiske rænkespil" er ondsindet bagvaskelse, skriver ambassaden.
USA afholder valg tirsdag den 5. november.
Vælgerne skal beslutte, om det skal være den demokratiske vicepræsident, Kamala Harris, eller Republikanernes præsidentkandidat, ekspræsident Donald Trump, der skal overtage nøglerne til Det Hvide Hus efter præsident Joe Biden.
/ritzau/