Over 1000 pakker fiskefrikadeller tilbagekaldes efter listeriafund

2. NOV 2024 • 15:08INDLAND/KRIMINAL

Færdiglavede fiskefrikadeller er årsag til, at flere i den seneste tid er blevet smittet med listeria.

Flere forskellige varianter af fiskefrikadeller tilbagekaldes lørdag på grund af risiko for infektion med listeriabakterien.

Det skriver den danske virksomhed Jeka Fish i en pressemeddelelse.

Fiskefrikadellerne er solgt over hele landet i Lidl og Coop-butikker, skriver virksomheden.

Det drejer sig om flere varianter af fiskefrikadeller af mærket Havet's. Også Nautica fiskefrikadeller af torsk og pandestegte torskefiskefrikadeller fra Cimbric tilbagekaldes.

Jeka Fish oplyser til Ritzau, at der er tale om små partier, der nu trækkes tilbage. Fiskefabrikken kan ikke oplyse, hvor mange pakker fiskefrikadeller det gælder, men det er mindst 1000.

Produkterne har udløbsdatoer mellem 30. oktober og 15. november.

Jeka Fish, der ligger i Lemvig i Vestjylland, opfordrer forbrugerne til at kassere fiskefrikadellerne eller levere dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

Fiskefrikadellerne tilbagekaldes, fordi listeriabakterien er fundet to steder på fabrikken. Den ene positive prøve stammer fra en afløbsrende, mens den anden kommer fra en kurv til kasserede fiskedele.

Bakterien er ikke blevet fundet i prøver fra selve fiskefrikadellerne eller i de maskiner, hvor de laves. Men grundet risikoen for infektion, skal de alligevel tilbagekaldes.

I september tilbagekaldte Scanfish fiskefrikadeller. Her var der også fundet listeria i prøver.

Statens Serum Institut, SSI, skriver lørdag i en pressemeddelelse, at der har været et udbrud af smitte med listeria.

Siden juli har SSI registreret syv personer, der er blevet syge og indlagt på hospitalet efter smitte med listeriabakterien. En af patienterne er død, inden for 30 dage efter at smitten blev påvist.

Alle syv personer havde spist fiskefrikadeller. Desuden er bakterien, der er fundet hos personerne, ens med bakterien fundet i prøver fra produktion af fiskefrikadeller. SSI konkluderer derfor, at smitten er kommet derfra.

En infektion med listeriabakterien giver symptomer, der minder om influenza. Det kan være feber og hovedpine.

Ifølge SSI vil de fleste på et tidspunkt i deres liv blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge.

Man kan dog blive alvorligt syg, hvis man er gravid eller har et svækket immunforsvar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT