Iran vil svare igen på angreb med knusende modsvar

2. NOV 2024 • 12:13UDLAND

Ifølge Irans øverste leder vil der uden tvivl komme modsvar mod de angreb, Israel og USA har udført mod Iran.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, sværger, at der vil komme modsvar på de angreb, som Israel og USA har udført mod Iran og Iran-støttede grupper.

- De vil uden tvivl opleve en voldsom reaktion, siger han.

Det skriver Reuters og AFP.

- Fjenderne, både USA og det zionistiske regime, burde vide, at de vil modtage et knusende modsvar på, hvad de gør mod Iran, den iranske nation og modstandsfronten, siger han.

Irans allierede i regionen er blandt andet houthierne i Yemen, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza.

Ifølge avisen The Times of Israel har der været blandede efterretninger om, hvorvidt angrebet ville komme, før eller efter at amerikanerne går til valg den 5. november.

Siden krigen mellem Israel og Hamas i Gaza brød ud i oktober sidste år, har Iran og Israel flere gange angrebet hinanden.

Senest udførte Israel luftangreb mod missilfabrikker og luftforsvar i Iran den 26. oktober. Fire soldater blev dræbt i angrebet, som ifølge de iranske myndigheder forårsagede "mindre skader" på nogle få radarsystemer.

Ifølge iranske medier blev en civil også dræbt i angrebet.

Forinden havde Iran angrebet Israel den 1. oktober med næsten 200 missiler. Det var det hidtil største angreb mod Israel og var ifølge Iran et modsvar mod drabet på lederen af iransk-støttede Hizbollah, Hassan Nasrallah.

Fredag annoncerede USA, som er allieret med Israel, at landet vil sende mere militær til Mellemøsten. Det gælder B-52-bombefly og ballistiske missiler.

Khamenei kom med udtalelsen lørdag, da han talte til en forsamling af studerende forud for markeringen af, at en gruppe militante islamistiske studerende i 1979 besatte USA's ambassade i Irans hovedstad, Teheran.

Dengang holdt de ambassadens ansatte som gidsler i 444 dage.

Det var en reaktion på, at den tidligere iranske leder, shah Mohammad Reza Pahlavi, der blev støttet af USA, flygtede til USA, da det iranske præstestyre overtog magten.

De studerende ville have shahen udleveret til Iran.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT