Valieva vil fortsætte karrieren efter dopingkarantæne

2. NOV 2024 • 09:37SPORT

Verdens måske mest omdiskuterede kunstskøjteløber vil jagte mesterskabsmedaljer, når lang karantæne er ovre.

Den omdiskuterede russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva har tænkt sig at fortsætte sin elitesportskarriere, når hendes fire år lange dopingkarantæne udløber.

Det siger den 18-årige kunstskøjteløber til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti ifølge AFP.

- Selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om at vende tilbage til sporten. Det her er ikke slutningen på min karriere.

- Det ville være dumt at forlade sporten i en så ung alder. Jeg vil putte alle mine kræfter i endnu en gang at bringe glæde til mig selv, mine trænere, mine fans og sportens seere, siger hun til nyhedsbureauet.

Både trænere og holdkammerater tager positivt imod nyheden og forventer, at Valieva uden problemer vil kunne gøre sig gældende i verdenstoppen, når hun får comeback. Det skriver AFP.

Valieva var blot 15 år, da hun i december 2021 - under to måneder inden vinter-OL i Beijing - afgav en dopingprøve, der indeholdt det præstationsfremmende og ulovlige stof trimetazidin, der er et præparat til hjertepatienter.

Det positive prøveresultat kom frem, dagen efter at Valieva sammen med resten af det russiske kunstskøjtehold vandt guld i OL's holdkonkurrence.

Hun forklarede, at hun utilsigtet havde indtaget stoffet i en jordbærdessert. Den skulle hendes bedstefar have tilberedt på samme spækbræt, som han normalt knuser sin medicin på.

Den forklaring godtog hverken antidopingmyndighederne eller Den Internationale Sportsdomstol (CAS). En CAS-afgørelse medførte, at Valievas resultat fra OL-holdkonkurrencen blev fratrukket den samlede score.

Derfor blev Rusland rykket fra guld til bronze, og i sommer fik USA's skøjteløbere så med mere end to års forsinkelse deres guldmedaljer.

Valievas fire år lange karantæne udløber 25. december 2025 - halvanden måned inden vinter-OL i det nordlige Italien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT