USA opruster i Mellemøsten med håb om nedtrapning
USA vil i de kommende måneder sende blandt andet flere krigsskibe og bombefly til Mellemøsten.
USA vil i de kommende måneder sende flere militære aktiver til Mellemøsten.Det gælder blandt andet mindre krigsskibe til forsvar mod ballistiske missiler og langtrækkende B-52-bombefly.
Det oplyser Pentagon, der er USA's forsvarsministerium, i en udtalelse.
Beslutningen er truffet i et forsøg på at nedtrappe situationen i Mellemøsten gennem "afskrækkelse og diplomati" og for at forsvare Israel og beskytte amerikanske civile og soldater i området, fremgår det.
- Hvis Iran eller landets allierede eller stedfortrædere udnytter situationen til at angribe amerikansk personale eller amerikanske interesser i regionen, vil USA tage alle nødvendige midler i brug for at forsvare vores folk, siger Pat Ryder, der er talsperson for Pentagon, i udtalelsen.
De yderligere militære aktiver er en tilføjelse til tidligere amerikanske forsvarsudstationeringer i Mellemøsten. Udstationeringerne har som formål at forsvare Israel.
I slutningen af oktober sendte USA et avanceret missilforsvarssystem til Israel. Det betjenes af amerikanske soldater og er et supplement til det israelske missilforsvarssystem.
Israel iværksatte den 26. oktober markante angreb mod militære anlæg i Iran.
Det skete, efter at Iran 1. oktober havde sendt over 180 missiler ind over Israel.
Irans Revolutionsgarde udsendte efter angrebet på Israel en erklæring, hvor det fremgik, at angrebet var hævn for Israels likvidering af flere ledere fra proiranske bevægelser.
Angrebet var Irans andet direkte mod Israel i år.
Første gang var i april. Ifølge Iran var det første angreb gengæld for et angreb på det iranske ambassadekompleks i Damaskus. Her døde syv iranske militærfolk.
Militære iagttagere har ifølge nyhedsbureauet AFP advaret om, at situationen mellem Iran og Israel kan eskalere yderligere.
/ritzau/