13 personer mister livet i tagkollaps på togstation i Serbien
Taget på en togstation i Novi Sad i det nordlige Serbien er fredag eftermiddag styrtet sammen.
Mindst 13 personer har mistet livet fredag, da taget på en togstation i den serbiske by Novi Sad styrtede sammen.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fredag eftermiddag oplyste Serbiens indenrigsminister, Ivica Dacic, at otte personer var omkommet, men det tal er altså steget siden.
Foruden de dræbte er mindst fire personer kommet til skade. De er bragt til behandling på hospitalet. Tre af dem er i kritisk tilstand.
Redningsmandskab arbejder med at grave overlevende fri fra murbrokkerne.
- Det er en ekstremt svær redningsaktion, som vil vare i adskillige timer endnu. Vi har omkring 80 redningsfolk fra adskillige byer samt flere tunge maskiner på stedet, sagde Ivica Dacic fredag eftermiddag på et pressemøde.
Han tilføjede, at der under murbrokkerne på daværende tidspunkt lå to personer, der er i live, men som endnu ikke var gravet fri.
Siden er det kommet frem, at der var tale om to kvinder, og at de begge er i kritisk tilstand.
Novi Sad ligger i det nordlige Serbien, cirka 60 kilometer nordøst for landets hovedstad, Beograd.
Det er foreløbig uvist, hvorfor taget styrtede sammen.
Ifølge nyhedsbureauet AFP lover Serbiens premierminister, Miloš Vucevic, at der vil blive sat en efterforskning af ulykken i værk.
- Dette er en sort fredag for os, for hele Serbien, for Novi Sad, siger han.
Togstationen i Novi Sad genåbnede i juli efter en tre år lang renovering. Dele af stationen var dog stadig ved at blive renoveret op til kollapset fredag.
Taget, der styrtede sammen, var 35 meter langt, skriver Reuters. Det kollapsede ved middagstid lokal tid.
/ritzau/