Verdens største krokodille i fangenskab er død i Australien
En krokodille på 5,48 meter er død i det nordøstlige Australien. Det var den største i fangenskab i verden.
Verdens største krokodille i fangenskab er død.Det oplyser Marineland Melanesia, som er en zoologisk have med krokodiller i det nordøstlige Australien, i et opslag på Facebook.
Cassius, som krokodillen hed, var 5,48 meter lang. Man vurderer, at krokodillen var over 110 år gammel.
- Han var mere end bare en krokodille. Han var et værdsat medlem af vores familie og bragte glæde og selskab til sin bedste ven, George, i over 37 år, skriver Marineland Melanesia på Facebook.
Krokodilleparken ligger på øen Green Island knap 30 kilometer fra byen Cairns i den australske delstat Queensland.
Parken blev købt af George og Shirley Craig i 1971 og har været ejet af familien siden.
I 1987 blev Cassius bragt til Marineland Melanesia fra nabodelstaten Northern Territory.
I opslaget på Facebook skriver krokodilleparken desuden, at George Craig i begyndelsen af oktober flyttede fra Green Island til Cairns for at bo på et plejehjem.
/ritzau/