Læk fra Højesteret varsler ret til nødaborter i Idaho

27. JUN 2024 • 03:16UDLAND

Bloomberg har udgivet en kendelse fra Højesteret, som kortvarigt blev offentliggjort på rettens hjemmeside.

Højesteret i USA virker parat til midlertidigt at tillade aborter i den amerikanske delstat Idaho, når en kvindes helbred er i fare.

Det viser en kopi af det, som fremstår som en kendelse fra Højesteret, som kortvarigt blev offentliggjort på rettens hjemmesiden onsdag, skriver avisen The New York Times.

Det er mediet Bloomberg News, der nåede at se kendelsen og har udgivet den på sin hjemmeside.

En talsmand for Højesteret siger, at det var utilsigtet, at kendelsen blev lagt på hjemmesiden, og at der ikke er udgivet et dokument med beslutning om sagen.

I kendelsen, som Bloomberg News har udgivet, fremgår det, at retten vil genindføre en dom fra en lavere føderal domstol, der sikrer, at hospitaler kan afbryde graviditeter for at beskytte en mors helbred.

Sagen drejer sig om, hvorvidt en føderal lov ved navn Emergency Medical Treatment and Labor Act (Emtala), som kræver hjælp til enhver patient, har forrang over Idahos strenge abortlov, som forbyder abort medmindre den gravides liv er i fare.

Den føderale regering har sagsøgt Idaho med påstand om, at Emtala har forrang over delstatslige love.

En lavere føderal domstol har besluttet, at Emtala skal have forrang over statslove og dermed den strenge abortlov i Idaho.

I januar tog Højesteret sagen op og suspenderede den lavere føderale domstols afgørelse, mens sagen behandles.

Det er denne suspendering, som Højesteret har stemt 6-3 for at løfte ifølge den lækkede kendelse.

Efter højesteretsafgørelsen Roe mod Wade blev omstødt i 2022, og den føderale ret til abort blev ophævet, indførte Idaho en af de strengeste abortlovgivninger i USA.

I delstaten er det forbudt at få en abort, medmindre der er tale om voldtægt, incest, eller "når det er nødvendigt, for at forhindre at den gravide dør".

En læge, som udfører en ulovlig abort, kan straffes med op til fem års fængsel i delstaten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung