Kim Jong-un forlader Nordkorea i tog forud for parade i Kina
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har sat kurs mod Kina, hvor han skal overvære en militærparade med Xi og Putin.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, befinder sig i et pansret tog på vej mod Kinas hovedstad, Beijing, forud for en stor militærparade, som han skal overvære onsdag.Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til tirsdag dansk tid.
Kim Jong-un skal sammen med blandt andet Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, overvære paraden.
Nordkoreanske statsmedier skriver ifølge Reuters, at Kim Jong-un forlod Pyongyang, som er Nordkoreas hovedstad, mandag og tidligt tirsdag morgen lokal tid krydsede grænsen til Kina.
Den nordkoreanske avis Rodong Sinmum har offentliggjort billeder af Kim Jong-un sammen med blandt andre Nordkoreas udenrigsminister, Choe Son Jui, hvor de sidder sammen i toget.
Reuters skriver, at der tilsyneladende er tale om det samme slags skudsikre tog, som Kim Jong-un også tidligere har brugt, når han er rejst til udlandet.
Ifølge AFP har Kina udråbt onsdagens parade som en markering af sammenhold med andre lande. Kim Jong-uns deltagelse vil være første gang, han bliver set til en begivenhed sammen med både Xi og Putin.
Den nordkoreanske leder mødtes sidst med Putin i det østlige Rusland i 2023.
Begivenheden markerer 80-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Asien.
Militærparaden ventes blandt andet at byde på soldater, der marcherer i forskellige formationer, fly, der vil blive sendt på vingerne, og fremvisning af Kinas mest højteknologiske kampudstyr.
Flere end 25 ledere fra verden ventes at deltage i paraden, der finder sted på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Reuters skriver, at også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, ventes at komme til paraden.
Ifølge AFP er der i Beijing i de seneste dage blevet skruet op for sikkerheden. Der er flere steder vejspærringer, og soldater er blevet placeret på blandt andet broer og gadehjørner.
/ritzau/