Rusland evakuerer 300 personer efter fund af ukrainsk drone
Både Ukraine og Rusland melder om angreb fra modparten natten til tirsdag. Én skal være dræbt i Ukraine.
Over 300 personer er som en sikkerhedsforanstaltning blevet evakueret fra deres lejligheder i Rostov-regionen i Rusland natten til mandag.Det sker efter et ukrainsk droneangreb, melder regionens guvernør, Jurij Sljusar, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
- En ueksploderet granat fra en drone blev opdaget i en af lejlighederne, siger han og tilføjer, at 320 beboere blev evakueret.
Han tilføjer, at et ukrainsk angreb beskadigede flere lejlighedsbygninger og udløste små brande i regionen.
Tre personer, heriblandt et barn, blev ifølge Sljusar lettere såret.
Tidligere på natten meldte Mykola Kalasjnik, der er guvernør i regionen omkring Ukraines hovedstad, Kyiv, at en civil person var blevet dræbt efter et russisk angreb på byen Bila Tserkva.
- Mens brandfolk var i færd med at slukke en brand i et garageanlæg, blev liget af en mand fundet. Branden var brudt ud som følge af angrebet.
- Der er meldt om skader i flere dele af byen. Vinduer i flere beboelsesejendomme med flere etager blev knust, og der udbrød brand i flere områder, sagde Kalasjnyk på Telegram.
Meldingerne om angreb i både Ukraine og Rusland finder sted, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, er i Kina for at overvære en militærparade, der skal finde sted onsdag.
Med paraden fejres det, at det er 80 år siden, at Japan overgav sig under Anden Verdenskrig.
Under militærparaden ventes Nordkoreas leder, Kim Jong-un, at deltage.
Tidligere natten til tirsdag offentliggjorde det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA billeder af, at Kim var på vej til Kina.
Også Slovakiets præsident, Robert Fico, ventes at deltage, meddelte han mandag aften.
Efter militærparaden i Beijing skal Fico mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Slovakiet fredag.
Den slovakiske premierminister har siden starten på krigen i Ukraine regelmæssigt haft kontakt med Putin.
Paraden i Beijing finder sted den 3. september, og det er en begivenhed, som militæreksperter vil følge med mere end almindelig interesse. Det tyder ifølge AFP på, at verden får nye kinesiske våben at se.
Putin deltog i weekenden i et topmøde med Shanghai Cooperation Organisation (SCO) i Kina.
/ritzau/Reuters