Belgien vil anerkende palæstinensisk stat til FN-forsamling

2. SEP 2025 • 04:17UDLAND

Der bliver indført solide sanktioner mod Israels regering, siger belgisk udenrigsminister.

Belgien vil ved FN's Generalforsamling anerkende en selvstændig palæstinensisk stat.

Det meddeler den belgiske udenrigsminister, Maxime Prevot, natten til tirsdag.

- Palæstina vil blive anerkendt af Belgien ved FN-forsamlingen. Og der bliver indført solide sanktioner mod den israelske regering.

- Enhver antisemitisme eller billigelse af terror fra tilhængere af Hamas vil også møde hårdere fordømmelse, skriver han på X med henvisning til den islamistiske, militante bevægelse, der sidder på magten i Gazastriben.

Det palæstinensiske område har i næsten to år været præget af hyppige luftangreb fra Israel.

Samtidig har Israel forhindret nødhjælp i at komme ind i Gaza, hvor der for nylig formelt blev konstateret hungersnød.

Og det er netop set i lyset af den humanitære situation i Gaza - og Israels talrige angreb - at Belgien vil øge presset på Israel, siger Maxime Prevot.

- Det handler ikke om at straffe det israelske folk, men om at sikre, at dets regering respekterer international lov og humanitær lov og gør en indsats for at ændre situationen, skriver han på X.

På nationalt plan har Belgien indført 12 sanktioner, tilføjer han.

Det drejer sig blandt andet om et forbud mod import af varer fra ulovlige israelske bosættelser.

Samtidig skal belgiere, der bor i bosættelserne, kun have begrænset adgang til konsulær bistand.

Meldingen fra Belgien om at ville anerkende staten Palæstina kommer, efter at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i juli sagde, at Frankrig vil anerkende en palæstinensisk stat ved FN's Generalforsamling, der afholdes senere i september.

Siden har flere andre vestlige lande opfordret til, at andre følger trop.

FN's Generalforsamling finder sted mellem den 23. og 29. september i FN's hovedkvarter i den amerikanske storby New York.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT