Ruslands nye rekrutter bliver ældre og ældre

9. OKT 2024 • 20:38UDLAND

Nye russiske rekrutter i krigen i Ukraine er typisk halvgamle mænd, fortæller russisk medie.

Der er på det seneste blevet stadig flere mænd med en del år på bagen blandt de nye rekrutter i Ruslands væbnede styrker.

Det er mænd, som melder sig frivilligt til at kæmpe i krigen i Ukraine.

Men det er også mænd, der ses som skadelige for den russiske krigsindsats, fortæller det russiske medie Vyorstka ifølge netavisen Moskow Times.

Vyorstka har talt med en kilde på borgmesterkontoret i Ruslands hovedstad, Moskva. Her lyder meldingen, at op til halvdelen af de mænd, der i Moskva melder sig frivilligt til hæren, er 45 år eller ældre.

Gennemsnitsalderen for de frivillige rekrutter er steget fra 40 år i begyndelsen af året til nu 50.

Mediet citerer en russisk soldat, der er med i krigen i Ukraine for at sige, at de ældre mænd giver problemer.

- De er syge alle sammen. Deres ben gør ondt, de har ondt i hovederne, og så er de langsomme.

Siden foråret 2023 har Ruslands væbnede styrker gennemført store kampagner for at skaffe frivillige soldater.

Vyorstka fortæller, at historien om de aldrende soldater er lavet i samarbejde med BBC's russisksprogede radio og det uafhængige netmedie Mediazonas oplysninger om verificerede dødstal på slagmarken i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT