Kina slår igen mod fransk cognac og truer Tyskland i EU-strid
Producenter som Hennessy og Remy Martin rammes af nyt kinesisk handelstiltag.
Franske cognac-producenter er tirsdag vågnet op til en dårlig nyhed,I den seneste optrapning i en handelsstrid med EU vil Kina nemlig indføre antidumping-tiltag mod brændevin importeret fra unionen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Fra 11. oktober skal importører betale et depositum hos kinesiske myndigheder for foreløbig told på mellem 30,6 og 39 procent.
Det ventes især at ramme franske cognac-producenter som Hennessy og Remy Martin.
Frankrig stod for 99 procent af Kinas import af brændevin sidste år, skriver nyhedsbureauet Reuters. Leverancer løb op i over 11,5 milliarder kroner.
Meldingen kommer, efter at EU-landene sidste uge gav grønt lys til, at der kan lægges ekstra told på batteridrevne elbiler, der importeres fra Kina.
Den beslutning støttede Frankrig op om, hvorfor landet ifølge Reuters ses som målet for det kinesiske handelstiltag.
Kina begrunder tiltaget med, at en foreløbig undersøgelse har vist, at prisdumping af brændevin fra EU truer Kinas egen produktion "markant".
Det kinesiske handelsministerium oplyser ikke, hvornår depositummet vil blive betalt tilbage. Der gives ikke yderligere detaljer.
Aktier hos flere franske producenter er faldet markant efter meldingen fra Kina. Det gælder Pernod Ricard, Remy Cointreau og ejeren af Hennessy, den store luksuskoncern LVMH.
Mens Frankrig rammes af dette tiltag, truer Kina også Tyskland.
Det kinesiske ministerium siger ifølge Reuters, at der overvejes øget told på biler med store motorer.
Det vil især ramme tyske producenter, der eksporterede køretøjer med motorer på over 2,5 liter for over otte milliarder kroner sidste år.
EU har i forvejen en toldsats på 10 procent på kinesiske elbiler. Men med EU's beslutning sidste uge ventes der yderligere told på mellem 7,8 procent for Tesla, som også produceres i Kina, og op til 35,3 procent for den kinesiske producent SAIC.
De ventes ifølge nyhedsbureauet dpa at træde i kraft i november.
EU-Kommissionen har udtalt, at den er villig til fortsat at forhandle, selv når de nye toldsatser er trådt i kraft.
Kina har også åbnet en anti-dumpingundersøgelse af importerede svineprodukter fra EU.
Det kan ramme Danmark.
Ifølge tal fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, som Børsen tidligere har bragt, eksporterede Danmark 205.000 ton svineprodukter til Kina i 2023.
Det svarer til lige knap en ottendedel af svinebøndernes samlede eksport.
/ritzau/